Bilhistorisk Tidsskrift  No. 5-6  1958   side  7

"Vognen svingede ind i trafikken med en kraft, som syntes at kunne løfte
den fra jorden, og den gik 65 i andet gear! Da jeg lænede mig frem, saa jeg
speedometeret fare op paa 100-105! Trafikken aftog, bebyggelsen blev mere
spredt, og den mægtige motor gik til sit job med en snerren af kraft - 110
- 120 -130 ! Snart gav banditten op efter en sidste forgæves kraftanstren-
gelse."

    Ovenstaaende brudstykke stammer fra en avisreporters oplevelser under en
gangsterjagt i Detroit i midten af tyverne. Vognen var en Lincoln "Police-
flyer", en phaeton med skudsikker forrude, kæmpemæssige spotlights og ma-
skingevær paa siden.

  Slet saa drastiske er vore faa danske eksemplarer ikke, men de har med
deres høje karrosseri og bistre kølerfront en frygtindgydende værdighed.
   Lincolns første model, kaldet model L, var konstrueret af Henry M. Leland,
en af U.S.A.s pionerer, og var i produktion næsten uændret fra 1917 til 1932.
Det var en vogn af luksusklasse, men uden spor af dekadent raffinement, den
var dyrere, fordi den var bedre, og den var bedre, fordi alting var dobbelt
saa stort eller tykt som det almindeligt accepterede.gennemsnit. Først i be-
gyndelsen af trediverne blev lydløs gang, bløde fjedre og overdaadighed i
interiøret nødvendighedsartikler for biler, der ville henregnes til luksus-
klassen.

    Den beholdt altid sit uramerikanske præg, hvor familieskabet med aarhund-
redeskiftets Missisipiflodbaade og prærielokomotiver skinnede tydeligt igen-
nem, og den var først og fremmest en stor og dejlig brugsvogn, der passede
bedre paa Arizonas ørkenveje end til eksklusiv operakørsel.

   Motoren er en sideventilet 60⁰ V-8 paa ca. 6 liters slagvolumen, der gaar
helt uden den interferens i udblæsningen, der findes paa 90⁰ V-8, f.eks.
Ford. Gearkassen har tre trin med det mindste interval mellem første og
andet gear; som det var almindelig praksis at lave det dengang, og skift-
ningen med den høje, næsten lige gearstang skal foretages med en vis akku-
ratesse. Første gear er overflødigt at bruge, og tredie kan sagtens tage
vognen om fra ca. 10 km/t med et sagte, roligt pulsslag fra motoren, men det
er betydeligt morsommere (og dyrere) at bruge andet gear som accelerations-
gear. Med en hidsig sang fra gearkassen gaar den lynhurtigt op paa 50-60 km/t,
samtidig med at vognen er under fin kontrol i sving. Marchhastigheden, der
var et af Lincolns vigtigste salgsargumenter, opgives til ca. 100 km/t, ved
hvilken hastighed motorstøjen er betydelig i hvert fald paa førersædet.
Disse hastigheder bruger man dog ikke gerne paa en 30 aar gammel vogn, selv
om benzinøkonomien ikke forringes meget derved.

   Styringen er kvik for en vogn af den størrelse, ikke træg og upræcis som
amerikanerne senere har fundet det saa ideelt, men til gengæld meddeler rat-
tet ogsaa med al ønskelig tydelighed større sten og huller i vejbanen.

Næste side