|
|
|
|
|
Bilhistorisk Tidsskrift No. 1-2 1959 side 11 |
||
|
|
|
Er man kendt med nyere
amerikanske
vognes slaskede og upræ- cise styring, bliver man overrasket over at konstatere, at denne bil paa trods af et lille udvekslingsforhold har en positiv, eksakt og slørfri styring, der betinger den meget høje rejseha- stighed, man kan holde i Packard Twelve. Ligeledes er bremserne overordentlig kraftige, da de er servobetjente (er servomekanis- men ude af funktion, f.eks. ved standset motor, skal man stemme godt imod med ryggen for at opnaa en tilsvarende effekt). Ved hurtig kørsel rundt om hjørner krænger vognen noget, men uden nævneværdig influens paa styringen (forhjulene er uaf- hængigt affjedrede ned skruefjedre og korte og lange tværsving- arme). Vognen er behagelig at køre i bytrafik, da man dels ikke behøver at spekulere paa gearskifte, og dels da den store bil forbløffende nok kan sno sig hid og did og lader sig placere med den største nøjagtighed. Den megen servo har imidlertid den u- lempe, at man ikke altid føler fuld kontakt med maskineriet, og man paa da berolige sig med, at Parkards ingeniører i enhver henseende har sørget for, at intet galt kan ske selv ved en ret brutal behandling. Tophastigheden andrager ca. 150 km/t (iflg. The Autosar), og 120-130 km/t er en naturlig rejsehastighed, hvor øret kun besværes af vindens hvislen, hen over taget (den her beskrevne vogn er efter krigen blevet forsynet med solskinstag). For den, der er i stand til at dække benzinforbruget, gives der næppe nogen finere fuldblodsvogn, og der er ingen tvivl om, at Packard Twelve er en af de fineste vogne, der nogensinde er bygget, naar man ser bort fra sentimentale betragtninger over anvendelsen af celluloid og lakeret blik i stedet for poleret valnøddetræ, ting, der udfra en teknisk vurdering er ganske irrelevante.
Ovenstaaende illustration viser den anden af de to Packard 12, Jens Nielsen |
