|
|
|
|
|
Bilhistorisk Tidsskrift No. 5 1959 side 4 |
||
|
|
|
cipielt forkerte æstetiske forudsæt inger.
Roden til ondet lig- ger blandt andet i det faktum, at de fleste formgivere tilsyne- ladende arbejder med formproblemet som et grafisk (todimensio- nalt) og ikke, hvad bilen jo rettelig er, et skulpturelt (tre- dimensionalt) spørgsmaal. Formgivning er ikke blot indskrænket til en række pro- jektionstegninger af modellen forfra, bagfra, fra siden og fra- oven. En saadan tegning giver en grafisk, men abstrakt og i reglen helt misvisende fremstilling af formen, idet man ikke aner noget om den synsmæssige virkning af karrosserifladernes rumlige forløb. En bil er ikke en stillestaaende genstand, hvis omrids er begrænset af streger, men et objekt, der ses i bevægelse, hvis form tegnes af lysets spil i overfladen. Bil- arkitektens instrumenter hedder lys og skygge, refleks og spejl- ing, og kun den, der forstnar at spille rent paa alle disses registre, kan blive en god karrosseritegner. Det er karakteri- stisk, at nogle af de fineste og smukkeste biler er tegnet af billedhuggere. Bugatti og Bertone (med Citroën 11 og senere DS 19) var saaledes tillige skulptører. Indtil for ca. 25 nar siden var automobilets ydre udform- ning i hovedsagen bestemt af en haandværksmæssig tradition og kunnen. At man ud fra disse forudsætninger løste opgaverne saa funktionelt, som man den gang kunne kræve det, er sikkert grund- en til, at biler fra vintage-perioden stadig virker meget forfi- nede trods nutidens ændrede formidealer. Med fremkomsten af de helsvejste staalkarrosseri opstod der helt nye muligheder for udformning af bilen, og den moderne tekniks motto: "alt kan laves, ergo: alt skal laves" fik sit indpas i karrosserifremstillingen. En hvilken som helst tegne- grille kan realiseres; enhver charlatan kan "designe" bilkarros- serier, og ingeniøren løser en hvilken som helst stillet opgave. Den moderne formpresse stanser paa ½ sekund de mest absurde bob- ler i den tynde blikplade. "Bizarre formen schrecken uns nicht", skrev et bekendt tysk læderfirma i deres katalog over foderaler og etuier til kameraer o. lign.. Det samme kunne staa over døren ind til de fleste kar- rosseriafdelinger paa verdens automobilfabrikker. Desværre er langt de fleste resultater af formgivernes be- stræbelser ikke blot arkitektonisk klamphuggeri, men tillige mis- brug af de muligheder, teknikken giver for formgivning. Presset staalplade, glasfiberarmeret polyester og det nye dobbeltkrumme glas muliggør i dag opbygningen af det helt rigtige karrosseri, som man har drømt om lige siden professor RUMPLERs første spæde forsøg i tyvernes begyndelse. Opbygningen af et bilkarrosseri er i første række et inge- niørmæssigt og funktionelt problem, der kan løses ganske syste- matisk ud fra de konstruktions-, produktions- og brugstekniske krav der stilles til produktet. Er disse elementære fordringer |