KØLEREN.

     Køleren har gennem veteran- og vintageperioden været en
meget væsentlig del af automobilernes fysiognomi og hele in-
vidualitet. Den gang kunne man paa stor afstand bestemme vognenes
identitet ved et blik paa forpartiet, da hver fabrik havde sine
ideer om motorhjælmens forreste afslutning. Nogle firmaer (f.eks.
Mercedes eller Delage) svor til en klassisk funktionel udformning,
andre (saasom Packard og De Dion-Bouton) udstyrede radiatoren med
allehaande volutter og gesvejsninger, og visse firmaer gik deres
helt egne veje; tænk paa Renault, som i mange aar anbragte køleren
bag motoren og endnu efter krigen, da vognene var blevet mere kon-
ventionelle, beholdt lidt af det gamle præg. Delaunay-Belleville
fremstillede tillige dampkedler og lokomotiver, og der er da ogsaa
en tydelig lighed med et rangerlokomotivs forende i Delaunayens
kølerfront. Men hvadenten man hyldede det ene eller det andet
formideal, var den gamle bilkøler altid en meget smuk ting, som
der blev kælet for paa alle fabrikker. De timer, der er blevet
ofret paa fremstillingen af kølere, overgaar sikkert langt den
tid, der er lagt i nogen anden mekanisk komponent i automobilet.

     De første radiatorer til vandkøling var egentlig blot en tank
med vand, som holdtes kogende af motorvarmen, saaledes at tempe-
raturen i hvert fald ikke oversteg 100 grader. Systemet krævede
dog, at man maatte medføre anselige vandmængder, da tankens ind-
hold jo naturligt forbrugtes under kogningen. Man fandt derfor naturligvis paa forskellige metoder til nedsættelse af vandets temperatur og mængde. Nogle borede rør gennem vandbeholderen og
anbragte den saaledes, at luften kunne passere ind gennem huller-
ne - ganske som ved lokomotivets røgrørskedel. Andre ledte det
varme vand fra motorens kølekappe gennem lange, bugtede rør, som
ofte forsynedes med køleribber.

     Ingen af disse løsninger var dog særlig effektiv, og det var
først da den geniale konstruktør Wilhelm Maybach paa den første
Mercedes-vogn i 1901 lancerede bikage-køleren, at man begyndte at
faa hold paa afkølingsproblemet. Denne konstruktion rummede baade
vandbeholdning og køleelement i eet stykke: Det varme vand løb
fra en overliggende beholder gennem radiatoren til en underliggen-
de beholder og derfra tilbage til motoren. Selve kølelegemet be-
stod af en kasse, som gennemboredes - eller rettere dannedes - af
et mylder af korte, firkantede kobberrør, som var stablet sammen
og sammenloddede i enderne, der dannede kølerens for- og bagside
og bibragte den et udseende som en bikage. Luften strømmede gen-
nem rørene og kølede vandet, der løb uden om disse. Konstruktion-
en er blot en logisk videreførelse af princippet i den ovennævnte
gennemborede vandtank.

Næste side