|
|
|
|
|
Bilhistorisk Tidsskrift Efterår 1961 side 17 |
||
|
|
| Når den amerikanske
automobilindustris historie betragtes, er der en meget mærkelig ting, der falder i øjnene, nemlig fabrikanterne af luksusvognes forsøg på at imødegå depressionen ved at lave endnu større og dyrere vogne. Et sandt V-12 vanvid greb dem alle, og før de enten var gået konkurs eller var blevet smartere og kom ud med billigere mo- deller, havde det været muligt at få en V-12 motor i følgende mærker: Packard, Pierce-Arrow, Cadillac, Lincoln, Auburn og Franklin. For en gangs skyld var Pierce-Arrow om man så må sige med på noder- ne, da man triumferende i 1932 introducerede ikke alene en, men 2 V-12 serier, ligesom produktionen af den 8-cylindrede model blev fortsat. 1932 blev derfor set imøde med store forhåbninger fra fabrikkens og forhandlernes side. Før introduktionen af de nye modeller var der pro- duceret så mange, at alle forhandlerne kunne vise det interesserede pub- likum et udvalg, men forhåbningerne blev gjort til skamme. Den økonomiske krise havde bevirket, at selv folk, der stadig havde råd til at købe dyre vogne, lod være med det for ikke at blive udsat for tilråb eller endog stenkast, når de passerede steder, hvor nogle af de mange millioner arbejdsløse holdt til. Den modvilje, der under kri- sen viste sig i Amerika mod folk med penge, der viste det ved besidder- skab af dyre biler etc., har i virkeligheden holdt sig indtil for få år tilbage, og det er f. eks. først i de senere år, at Rolle-Royce har kun- net få en større eksport i gang til U.S.A. For Pierce-Arrow medførte dette, at salget i 1932 faldt til 2692 enheder, hvad der langtfra var tilstrækkeligt til at drive fabrikken med overskud. For at få nogen reklame og således hjælpe på det svigtende salg, havde direktionen i sommeren 1932 beordret en af de ledende ingeniører til at gå i gang med et hemmeligt projekt. Efter nogle måneders arbejde på den 12-cylindrede motor tog vedkommende en roadster forsynet med den- ne motor til Bonneville saltsletten. Her blev vognen overgivet til den be- rømte amerikanske rekordkører Ab Jenkins, efter at skærmene var taget af, og Ab Jenkins gik i gang med et 24-timers rekordforsøg. Da de 24 timer var gået, og Jenkins steg ud, havde vognen kørt uden ophold - bortset fra stop for benzin og olie - med en gennemsnitsfart af lige ved 180 km/t. Medens dette rekordforsøg fandt sted, arbejdede the styling section også energisk med et projekt; der kunne kaste glans over Pierce-Arrow navnet. Resultatet af dette arbejde blev vist for offentligheden i 1933 og blev kaldt Silver Arrow. Silver Arrow'en var et af de første forsøg fra en amerikansk bilfabrik på at skabe en strømliniet vogn, og modellen var også forud for sin tid ved at have et 100% ståltag og dørhåndtag indsænket i siderne. Dørene var 30 cm tykke og skjulte trinbrædderne, ligesom re- servehjulene var skjult i forskærmene. Motoren var den største V-12 med 175 hk, og prisen var 10.000 dollars. Efter sigende blev der kun bygget 5 eksemplarer, hvoraf ialtfald to stadig eksisterer. For 1933 blev ydelsen af den 8-cylindrede motor øget til 135 hk. Begge 12'erne blev udboret med 1/8", således at kubikindholdet blev hen- holdsvis 7030 cc og 7570 cc med respektive 160 og 175 hk. Som den første fabrik introducerede Fierce-Arrow hydrauliske ventilløftere på de 12-cy- lindrede motorer i 1933. Den største af de 12-cylindrede var i det hele taget en usædvanlig motor for sin tid. Den var i 1933 den største af al- le de forskellige 12-cylindrede motorer, der var i produktion i U.S.A., og med boring og slaglængde på 3 1/2" x 4" var det næsten en kvadratmotor. Krumtapakslen var lejret i syv hovedlejer, 2 mere end både de 12-cylin- |