Bilhistorisk Tidsskrift    Nr. 4  Juni 1965     side 12 & 13

 

 

 
 

   Bent Hoffmann er ved at fuldføre restaureringen af sin Bugatti type 40 1929, et imponerende arbejde, da starten faktisk blev gjort med en bunke bare „knogler". Karossen er ved at tage form, og Bent har selv banket den op og lavet motorhjelmens snesevis af gæller. Når der er sket så meget i vinter skyldes det, at han arbejdede med vognen i frostgrader, så han måtte rubbe sig mægtigt for at holde varmen. Han har lovet os en artikel til bladet om arbejdet.

   Et tidligere DVK-medlem, sølvsmed Rolf Bratland, der nu bor i Kampala i Uganda som U-landsudsending, har fået foræret en fin åben Buick 1932 af den 70-årige høvding Kulubia, som ikke havde brugt den i mange år. Vognen er i nydelig stand, blandt andet fordi rust ikke kendes i den afrikanske højlandsluft, men Rolf Bratland er alligevel gået i gang med at skille den ad og sætte den sammen igen — for at undervise stedlige mekanikerlærlinge. Også i sølvsmedekunsten underviser Bratland, fortæller BT.

   Der gøres stadig forbavsende fund. Erik Ballermann har opsporet en Indian 1916 nord for Limfjorden, komplet omend lidt rusten. Børge Kå har fundet en Cyclonette i Sønderjylland, den mangler kun forgaflen. Den forrige ejer har for mange år siden forgæves forsøgt at få dens motor til at drive en hjemmelavet flyvemaskine, da det ikke lykkedes, blev Cyclonetten stillet til side. Børge har også fundet en drabelig belgisk Saroléa militærmodel a la de tyske BMW og Zündapp med sidevognstræk og bak- og reduktionsgear.

   Var det ikke noget for Dissing Andersen? En snedker i Janderup har en meget velholdt FN bil 1929 til salg.

 

    I store annoncer i københavnske og jyske aviser søgte en sydsvensk bilhandler for nogen tid siden gamle vogne. I følge BT er han i forvejen ejer af cirka tredve vogne, blandt andre to Bugattier og en Brush 1904. Bladet oplyser, at han i Danmark fik et halvt hundrede tilbud, alle om Ford T, og det interesserede ham ikke.

   En dansk fabrikeret bådmotor fra 1907 er blevet pensioneret efter tro tjeneste i de mange år og er indgået i Esbjerg Fiskerimuseums samlinger. Det er en nihestes firetakts dieselmotor af fabrikatet Houmøller. Dens ejer, en gammel fisker i Kolding, har brugt den til ålefiskeri med våd og kroge og til sildefiskeri. Han fortæller „Vestkysten", at motoren aldrig har voldt ham større kvaler.

   Når dette læses, skulle efter planerne det store veteranmotorcykelløb fra Skagen til København netop være afviklet. I følge forhåndsmeddelelser var det meningen, et halvt hundrede af dansk motorcykelsports pionerer skulle gøre turen på deres (eller andres) gamle cykler som en slags gentagelse af et berømt distanceløb i 1913. Initiativtageren var en motorcykelsamler i Randers, Viggo Thomadsen, som desværre ikke er DVK-medlem, og blandt arrangørerne stod et af vore ny medlemmer, Erik Orth.
   Ideen er morsom, netop i en tid, da interessen for motorcykler, gamle såvel som ny, er ved at tage et opsving herhjemme. Det har vist sig, at der stadig kan gøres fund af gamle motorcykler, ofte kan de erhverves for en meget billig penge og de kan være nemmere restaureringsobjekter end bilerne — alene derfor at de tager mindre plads op.

   Konsulent Carl Gerhard Prøsch har solgt tre af den norske veteranbilparks klenodier

 

til den svenske ingeniør Jan Nilsson i Skellefteå. Det er en Minerva 1912, som har haft særlig tilknytning til norsk bilsport og var hædersgæst, da den kongelige norske automobilklub fejrede 50 års jubilæum i 1964. Endvidere en Wolseley-Siddeley 1908 og en 1914 Panhard et Levassor, alle tre fuldt restaurerede, køreklare og indregistrerede, mens de var i Prøsch' eje. Prøsch oplyser, at han har haft gode grunde til salget og at han forgæves har forsøgt at finde en norsk køber til i det mindste en af bilerne. Han har stillet den betingelse, at ingen af vognene må komme uden for Norden, og at de altid skal være i hænderne på en seriøs veteranvognmand. Jan Nilsson har planer om et bilmuseum i Norrland.
   Prøsch beholder en lukket syvpersoners Buick Master 1928.

  Finansministerens panikforslag om brugtbilafgift blev undervejs gennem

 

udvalgsbehandlingen modificeret noget. Det er nu sådan, at ved første indregistrering for ny ejer efter 15. juni i år skal der betales en afgift, som for motorcykler over fem år udgør 100 kroner, for små biler 400 kroner og for store biler 700 kroner — stadig hvis vognene er over fem år. For køretøjer mellem ét og fem år gælder andre takster, som vist ikke interesserer DVK-medlemmer.


Age Louring, der særlig holder af de store amerikanere, har erhvervet Auburnen fra Erik Asschenfeldts bo og har til gengæld afhændet sin Delahaye 1925 til skovrideren i Svejbæk, der bedre kan li' det franske. Svend Hauberg har importeret en Talbot 24 fra Frankrig. Gunnar Bratvolds rædselsfulde hjemmetegnede Talbot 29 er blevet averteret til salg af en ung mand på Frederiksberg. Han forlanger 21.000 for den, så der bliver næppe nogen handel ud af det.