Endelig! Det var sandelig også på tide! og andre lignende udtalelser ligger sikkert adskillige læsere på læberne ved synet af overskriften på denne lille artikel. Udtalelserne er ikke møntet så meget på nærværende udgydelser som på den omstændighed, at min Bugatti har været under restaurering i samtlige de halvtredje år, jeg har haft fornøjelsen at være medlem af DVK.
   For de få læsere, der har været så heldige ikke at blive udsat for mine synspunkter vedrørende „La Marque", skal jeg til mit forsvar bemærke, at Bugatti-bacillen angreb mig i en meget tidlig alder. På billedet vidner den alvorsfulde vurdering af Tivoli-Bugattiens styretøjsgeometri om, at bacillen har god grobund. Men et kvart sekel skulle henrinde før sygdommen blev kronisk, idet jeg da fik nys om, at Erik Nielsen ville sælge sin type 40 fra 1926. Der var ingen vej udenom — ud og se — tinge om pris og „Buggen" var min. At den var meget langt fra at være kørende var kun en charme mere. Faktisk tror jeg kun en Bugatti-gal ville kunne overtales til at købe den bunke gammelt jern, jeg fik præsenteret. Nå, men stumperne skulle jo „bare" renses og derpå samles „og sådan", så jeg regnede med at jeg uden at forstyrre famililivet synderligt skulle være på hjul et halvt år senere (sommeren 1963) — ak hvor naivt.
   Begyndelsen var behæftet med svære psykiske belastninger, som begejstringen for La Marque dog fik bugt med. Ofte aflagde bekendte, der havde hørt om bilen, høflighedsvisit i garagen. Til tider var det nedslående, når gæsterne ud fra de mest reelle hensigter spurgte om de 

 måtte se „Buggen". Der skal ikke megen psykologisk indsigt til for at forestille sig den sindsstemning man kommer i, når man med et anstrengt smil og i høflige vendinger gør de interesserede opmærksom på, at de faktisk opholder sig et sted midt i den.

Det er nemt at være bagklog, men indvi aldrig flere end allerhøjst nødvendigt i Deres arbejde med restaurering af en veteranbil. Følger De dette råd, spares De for en betragtelig mængde trættende og tidkrævende kustodearbejde.
   Nå — jeg gik frisk i gang med det "lille" arbejde, bestående i adskillelse og derpå følgende rensning i kolossale mængder af kaustisk soda og varm petroleum.*) —Og sommeren kom. Det blev vinter, og stadig var jeg at finde i garagen i ledige stunder. Endelig oprandt dog den dag, da alle stumper var renset, og den næste atape i

*) Husk at aluminium og letmetal forsvinder i kaustisk soda. (red. anm.)

 restaureringen bestod nu i at identificere og sortere delene. Bøger blev studeret og billeder fremskaffet. Det gik snart op for mig, hvor grufuldt mange uoriginale dele jeg var i besiddelse af. Effekterne vidnede om et alt andet end Molsheim værdigt reparations arbejde. De ejere, der kan spores længst tilbage, var henholdsvis en tandlæge, en landmand og en cykelreparatør, alle fra smilets ø — Fyn.

Der har så sandelig også været grund til at smile. Efter diverse halmstrå at tyde har vognen været medvirkende til landbrugets mekanisering. Da Bugattier normalt ikke fremrager sig ved synderlig terrængående egenskaber, formodes det at den gode landmand i et anfald af melankoli har afhændet vognen til hr. cykelreparatøren. Denne har sikkert haft udmærkede evner indenfor sit fag, men det skal indrømmes at jeg ofte har haft lyst til at lempe ham ud på de evige pedalmarker.
   Efter de udførte modifikationer at dømme  

har hr. cykelreparatørens værktøjskasse kun indeholdt en meget stor rørtang samt do. hammer og mejsel, men disse har til gengæld også været flittigt benyttet. Det originale (og iøvrigt — modsat rygtet —ganske glimrende) bremsesystem var udskiftet med et meget kraftigt pedalarrangement, der via bukkede cykelegne og ståltråd havde kontakt med bremsekablerne. Der er ingen tvivl om, at hans pedaler var rigelig solide, ligesom der heller ikke er tvivl om, at enhver form for bremsning har været yderst tvivlsom. — Det kostede mig fem pilsnere og megen overtalelse at få skraldemanden til at bortføre bremsesystemet.
   Bagtøjet har voldt hr. cykelreparatøren adskillige vanskeligheder. Reaktionsarmen, der stabiliserer den kvarteliptisk ophængte bagaksel, blev forkastet til fordel for en kolossal tung stang sammensvejse af et svært vinkeljern og do. fladjern, der tilsammen dannede et umådeligt stærkt lukket trekantprofil. — At systemet ikke har været helt pålideligt alligevel, må vel nok tilskrives den omstændighed at omtalte svære stang kun kunne fæsenes til differentialeklokken med 2 stk 1/4" skruer!
   Den gode hr. cykelreparatøren havde åbenbart antiparti for trådhjul, hvorfor han med stor flid har benyttet sin hammer og mejsel til at afhugge såvel strålenot som gevindstykke på samtlige hjulnav. Efter således at have umuliggjort trådhjul-montering, blev der ved påsvejsning af fem bolte på hver bremsetromle monteret tre forskellige typer pladehjul — dog alle af samme størrelse. Eftersom vognen næppe har kørt ret mange kilometer med hr. cykelreparatøren som ejer og kusk, har det nok ikke været nogen nævneværdig gene at hjulene var ca. 50 mm excentriske blandt andet som følge af at samtlige bremsetromler var revnet på grund af denne af Ettore Bugatti uforudsete belastning.
                              (Sluttes i næste nr.)