Johanna er en charmerende gammel dame med en helt fantastisk evne til at rode sig ind i alt muligt og skaffe sin ejer oplevelser. Damen er en Ford T 1914, altså 52 år gammel.
   At køre til Paris med Johanna har været en drøm i mindst ti år, og da jeg i Falsterbo rallyet 1964 som præmie også fik 225 liter benzin til brug i Italien, begyndte en rejse rundt i Europa at lege i hovedet.

Johanna var jo i god form og ville sikkert kunne klare en tur på 6-7.000 kilometer. Motoren behøvede jeg ikke at gøre noget ved, den havde fået ny ringe 1963 og var tilpas tilkørt. Ellers behøvedes kun et nøje eftersyn af hjullejer, bremser, tændingssystem m. m.
   En Ford af model 1914 er trods al pral om høj kvalitet i gamle biler et skrøbeligt og primitivt køretøj. Der skal lidt eventyr-

lyst til for at begive sig ud på en så lang tur med så gammel en bil.
   Men Johanna har været ude på langtur mange gange før og med omsorgsfuld pasning og smøring altid klaret sig fint.
   En bekymring ved rejsen var, at bilen måtte køre med stort læs. Tøj, campingudstyr, reservedele m. m. Det blev jo en vis belastning, især for bagakslen. Endvidere var der skrækken for at få stjålet uerstattelige dele af bilen. Et problem var også at klare sig uden generator i stive fem uger. Det gjaldt om at spare på strømmen i de to batterier, der var plads til i bilen.
   Men rejselysten og tanken om alle de oplevelser, der skulle komme, var ikke til at skræmme bort.
   Det gjaldt også om at få en sprogkyndig, som ikke var bange for frisk luft og lidt strabadser, med sig. Det blev teknolog Arnold Olsson fra Malmö, interesseret veteranbilentusiast, som kørte med.
   Vi startede rejsen fra Trelleborg med båd til Travemunde. Kørte hurtigt gennem Tyskland og kom til Holland. Der var det en nydelse at køre i Fort T-fart på landet forbi alle de smukke bondegårde og maleriske huse. Vi glemte at tælle kilometerne. I en gade i Amsterdam standsede Johanna med et suk. Benzinen var sluppet op i den tank, som mangen servicemand med slangen i hånden havde spekuleret på hvor sad. Reservedunken reddede situationen dengang og flere gange siden. En luksus som benzinmåler findes ikke.
   Næste land blev Belgien. I en landsby havde jeg svært ved at forlade en café, vi besøgte. Der var et meget stort selvspillende musikinstrument, fængslende for én, der interesserer sig for sådanne sager.
   Vi kørte gennem Bruxelles. I Antwerpen begyndte en forkert lyd i kardaners. Det måtte være spidshjulslejet, som var blevet

beskadiget, tænkte jeg. Storbykørsel med mange stop og starter er meget krævende for en Ford T's bagakselparti. Fodbremsen, som sidder foran sammen med motoren, virker over tandhjul og lejer i bagakslen.
   Vi fortsatte. Den holder til Rivieraen, hvis jeg er forsigtig med bremsningerne, tænkte jeg. Hele Frankrig skulle vi igennem først.
   I Nimes fik en bryggeriejer i sin bil øje på os. Han vinkede os ihærdigt ind i en sidegade, hvor han havde serveringslokale. Vi skulle absolut smage hans øl. Ikke én, men to pr. mand.
   Vi kom til Paris. En halv dag gik med at strejfe omkring på Loppetorvet. Ved Eiffeltårnet kørte en pariser op på siden af Johanna i en De Dion Bouton 1906 i original stand, men urestaureret. Han brugte denne vogn daglig.
   I Sydfrankrig traf vi ved flere lejligheder veteranbilejere, og udenfor Lyon besøgte vi et meget fornemt bilmuseum med mange rariteter.
   Til Marseille kom vi en aften. Et skummelt sted, syntes vi. Nu begyndte vor Riviera-kørsel. Vi kørte ad den vej, som går nærmest Middelhavet, ganske bjergrig på sine steder. Vi passerede et bjergområde, hvor der havde været omfattende skovbrande. Der var kun forkullede rester af bevoksningen; biler og huse var også blevet ødelagt af ilden.
   I Cannes havde Johanna lejlighed til at vise sin elegance, der stod sig godt i konkurrence med Ferrarier og andre luksuskøretøjer.
   I Golf Juan blev vi nogle dage og dyppede os i Middelhavet. Der skilte vi også bagakslen ad og opdagede, at kardanrøret var brækket og en sidestiver til det. Intet under, at det havde lydt mærkeligt. Efter