en del besvær fik jeg røret svejset, men lyden var der endnu. Det lille kardandrev var blevet beskadiget af at køre med brækket kardanrør.
  Det gjaldt om at slippe for hårde opbremsninger, hvis kardaners skulle holde til fortsættelsen. Jeg forsøgte at holde min egen rytme i trafikken og udnytte, at andre trafikanter tog hensyn til Johanna. En effektiv måde var at bruge armene til retningsvisere og stoptegn. Så sparede jeg også strøm på batteriet.
  Vor færd gik så gennem Nice, Monte Carlo og ind i Italien. Ved alle grænsestationer gik det muntert til. Et hastigt kik på pas og grønt kort og så det vigtigste: at få lov til at prøve Johannas båthorn.
  Eftersom motoren gik ualmindeligt godt og vi syntes, vi havde god tid, til vi skulle stille op i Milano i et stort internationalt veteranbilrally, fortsatte vi færden sydpå mod Rom. Huskede at beskue det skæve tårn i Pisa. Kørte gennem byer med gammel bebyggelse og smalle gader, hvor imponerede italienere råbte og klappede i hænderne af henrykkelse ved synet af vor usædvanlige bil.
  På en campingplads var bestyrersken så begejstret over vor fine bil, at vi bestemt ikke skulle betale noget for besøget. Ved afgangen ville hun absolut kysse os til afsked. »Bella bella« hørte vi om Johanna af beundring, og kameraerne klikkede i hænderne på folk af forskellige nationaliteter.
  Om det var Johanna, som var skyld i, at der brød et uvejr løs en hel måned for tidligt i Italien, ved jeg ikke. Men det blev torden og sikke nogle knald i bjergene, storm og skybrud. Et stykke fra Rom var vejen spærret, vi måtte køre en stor omvej. Rom var som en myretue, et mylder af

biler. Måske kom vi ind i de værste gader. Det tog tre timer at komme gennem byen, og det var ikke Johannas skyld. Vi kunne bare ikke køre hurtigere.
  Dagen efter fik vi at vide, at der havde været store katastrofer, og vi havde været heldige ikke at komme på de værste ulykkessteder.
  Efter Rom kørte vi videre sydpå. Vi holdt os stadig til den vej, der gik nær-

mest Middelhavet. Omkring 100 km syd for Rom kom vi til stedet, hvor Anita Ekberg har sin luksusvilla. Vi standsede og ringede på porten. En venlig ung italienerinde åbnede, men parret van Nutter var i Schweiz, og vi hastede videre for at nå til Napoli inden aften.
   Denne by var det eneste sted, hvor vi havde svært ved at have bilen i fred. Pilfingrede små sydlændinge hængte sig på, så snart vi standsede. Her var vi også nær ved at køre fast. Et sted, hvor det gik nedad på Napolis glatte brolagte gader, måtte jeg bremse på tværs ved et gadekryds for ikke at køre op i en forankørende bil. Der lød et skrald i bagvognen. Jaha, tænkte jeg, nu sidder vi her og kan ikke andet. Forsigtigt lod jeg Johanna rulle fremad for at mærke, om der var nogen tandhjul tilbage i bagakslen, og for at komme ud af bilkøerne. Jods, hun trak fremad, men rørte jeg bremsen, knaldede det i tænderne.

Nu var gode råd dyre, det var lørdag eftermiddag og ikke godt at skille vognen ad her.
  Om torsdagen skulle vi være i Milano til rallyet. Dette rally, som jeg havde planlagt hele rejsen for og haft en del besvær med at blive anmeldt til. Men skam få den, som giver sig. Jeg besluttede at tage en chance, som kunne spare tid. Jeg lirkede Johanna ud på autostradaen, som går gennem næsten hele Italien, og hvis denne autostrada var åben igen omkring Rom efter uvejrets skader, og jeg, desuden brugte fodbremsen eller bremsede med motoren, så måske kunne jeg nå Milano eller så nær som muligt.
   Det lykkedes. Omkring 800 km kørte vi på den måde. Det lød som en skærveknuser i bagvognen, inden vi kom op på 50-60 km i timen – hvor vi ligesom kom gennem lydmuren. To gange kørte vi bort fra denne meget smukke rejsevej gennem Italien for at overnatte. Mandag middag var vi i Milano. Der tog et Ford-værksted sig af os, og vi kunne gøre med vognen, som vi selv ville.

Mekanikerne var henrykte for at opvarte os så hurtigt de kunne. Det var kardanrøret, der var knækket igen i Napoli. Tandhjulene var beskadiget, men ikke værre, end at jeg med lidt held skulle kunne klare rallyet. Desværre havde dette, ligesom det

forrige værksted i Golf Juan, ikke mulighed for selv at elektrosvejse. Det arbejde blev gjort på et maskinværksted et andet sted, hvor jeg ikke måtte være med og få forstærket røret, som jeg selv ville.
   Efter flere dages venten fik vi røret tilbage i sidste minut til at få sat bilen sammen og komme til startpladsen i rette tid.
   Jeg havde indrettet mig på, at fik jeg bare lov at starte i rallyet, så kom jeg med i hele arrangementet, uanset om jeg kunne fuldføre eller ej. Det omfattede blandt andet fire dages gratis ophold for to personer på luksushotel.
   Første dag i rallyet, som varede tre dage, humpede vi frem til en god placering. Men så var kardanrøret knækket igen, det holdt kun de første 100 km. Postyret i kardaners gav genlyd i huse og bjergvægge. Inde i tunnellerne var det øredøvende. Næste dag klarede vi godt den halve strækning. Det sidste stykke inden målet i San Remo, måtte vi opgive. Der var for store bjergstigninger, og tænderne kammede over.
   Sidste dag i rallyet, som var en søndag, var der bare ti kilometers kørsel med specialprøve. Da var jeg passager i en stor blæret Rolls-Royce 1930. Hvad jeg straks lagde mærke til var, at folk overhovedet ikke reagerede på samme glade måde, som når Johanna kommer. Ingen råbte eller klappede, de fleste kikkede bare lidt åndsfraværende. Men det var en fornem vogn at køre i. Mandskabet var en engelsk familie, som havde seks Rolls-Roycer.
   I San Remo fik vi lov at holde til i et Fiat-værksted. Fiat-fabrikken står vist bag dette kostbare veteranbilrally, som er begrænset til 100 deltagende biler. Transport og al hjælp fik vi gratis. Vi telegraferede hjem efter reservedele, som vi troede ville komme hurtigt med fly. Men omladninger i Milano og Genova og toldformaliteter