Hvor ofte sker det ikke, at man ved færger, tankstationer, parkeringspladser eller lignende bliver antastet af nysgerrige, for det meste velmenende mennesker, der vil have alt muligt at vide om ens gamle bil. –Man kan ligefrem på lang afstand se, at nu kommer der én til. – Nu og da bliver man vel træt af det og ærgrer sig over, at man ikke blot kan stikke en brochure ud over rælingen, så folk kan læse om vognen uden at man selv behøver at åbne munden. – Men – ærligt bjæffet – i reglen står man ud, og kort efter er man i gang med at forklare alt muligt – og efter at have solet sig i passende beundring, kører man videre og siger til sig selv: »Det er fanemig en dejlig vogn«. – En af de små daglige triumfer ved at have en gammel bil.
   Man kører videre med et lille smil spillende i mundvigen, og man har det egentlig rigtig rart med sig selv.
   Jeg har, som sikkert de fleste andre i samme situation, aldrig tænkt nærmere over denne tingenes tilstand – nok været klar over, at gu' overdrev man lidt – enten ved sagte eller usagte ting – men i og for sig aldrig fæstnet sig nærmere ved det. –
   Men forleden dag tog jeg mig i det. –Jeg holdt og ventede ved færgen i Knudshoved, og en nydelig ældre herre og en langt yngre og ikke mindre nydelig kone kom hen og sludrede. – Jeg besvarede spørgsmål, jeg fortalte – vi grinede og beundrede og kom med anekdoter, indtil tiden kom til at køre ombord. – Jeg gik op i restaurationen i godt humør og med det lille smil i mundvigen, bestilte et par stykker med rejer og var egentlig rigtig tilfreds med hele verden. – Jeg tænkte ikke videre over hændelsen – herregud, det skete jo så tit – før jeg lidt efter på motorvejen blev

overhalet af de pæne mennesker, der vinkede og smilede til mig – jeg var jo^, barsk som jeg kørte der i helt åben vogn i november måned iført pels og motorhandsker. – Men så tog jeg mig som sagt i det. – Jeg havde vel heller ikke denne gang spekuleret nærmere over tingenes tilstand, hvis det ikke netop havde været nogle ualmindelig nydelige mennesker med sådan et rart ærligt udtryk. – Jeg kom til at tænke: –»hvad var det egentlig, jeg havde fortalt dem?«
   »Hvor stor er maskinen?« havde de spurgt 4½ liter", havde jeg sagt. – Gu er den jo ej – den er ikke mere end lige godt fire liter. – »Hvor mange heste?« – jae – det vidste jeg ikke rigtigt, for roadsterne var altid lidt kraftigere end standardmodellerne – anden karburator, højere kompression m. v. – men sådan vel omkring 90 heste – og det sagt på en så selvudslettende måde, at man godt kunne forstå, at det var jo nok nærmere de hundrede. – – Løgn og latin – der er højst 80 heste, og så er det endda ikke sikkert, at de alle sammen, takket være almindelig sløsen med eftersyn, er hjemme.
   »Hvor stærkt kan vognen gå?« havde de pæne mennesker spurgt. – Jae – se march hastigheden er sådan der mellem 90 og 110 km i timen – og tophastigheden – ja, se den havde jeg faktisk aldrig prøvet – men 130 havde jeg da haft den oppe på, og mon ikke tophastigheden måtte ligge omkring de 140. – – Løgn og forbistret sludder. Vognens marchhastighed er højst 90 km i timen – og det højeste jeg på plan vej og i vindstille kan drive farten op på, er 110 km i timen. – Indrømmet, jeg har nu og da haft tromlen til at vise i betænkelig nærhed af de 130 – men det har kun