øjeblikket ser ud, vel højst en fem-seks tusind, hvis man overhovedet kan finde en køber i disse kreditstramningstider – vel noget mere til Tyskland eller Holland –men at sælge dertil er nu heller ikke så simpelt, som det lyder. – Og til Amerika? – well, skal man tro annoncerne i de amerikanske klubblade, så er 1000 eller 1200 dollars vist det meste, man kan håbe på –og det er prisen derovre – dertil kommer så det lille problem med fragten. – Noget andet er, hvis en liebhaver pludselig bød sig til – men så er det vel mest sandsynligt, at man overhovedet ikke ville sælge. – Det der med den gode pengeanbringelse, den fornuftige investering – står vist ikke for nøjere eftersyn. Er man i den situation at skulle sælge, skal man vist være mer end almindelig heldig for blot tilnærmelsesvis at få sine penge hjem igen. – At man så nu og da kan tjene penge ved at handle urestaurerede vogne er en helt anden sag, der intet har med det foreliggende at gøre.

Løgn og pjat.
Jeg var efterhånden ved at være i Sorø mens disse ubehagelige tanker pressede sig på. – jeg kom til at svede – jeg havde gudhjælpemig også fortalt de pæne søde mennesker, at maskinen ved 90 km i timen kun drejede med 1800 omdrejninger i minuttet – når jeg udmærket godt ved, at jeg for det første ikke har idé om, hvor mange omdrejninger, den drejer ved nogensomhelst hastighed, og for det andet som begrundelse for noget sandsynligvis så sindssygt sludder kun har en tilfældig mekanikers udtalelse, umiddelbart før han overgav mig regningen for at have skiftet topstykke – og umiddelbart efter, at han ved skiftning af sammen topstykke havde tabt den lille skrue forneden på spolen ned i nummer fire cylinder – noget, som med al ønskelig tydelighed lidt efter blev bevist. –

jeg var nu igennem Sorø og havde sat farten op igen til de små 90 km i timen –det passede s'gu da i hvert fald. – jeg tændte en cigaret (livsfarlig manøvre med lighter, sammenbukket nede under instrumentbordet, da den udtrækkelige eltænder, jeg også havde pralet af, ikke virkede) –og gav mig rigtig til at spekulere.
   Var jeg da fuldstændig uhelbredelig patologisk psykopat? – Var jeg da virkelig ved at være så vant til at være fuld af løgn, at jeg ikke kunne registrere, når jeg fyldte helt uskyldige, venlige, hæderlige, sagesløse, ærlige mennesker med det mest uhyggelige sludder – var jeg mon egentlig rigtig klog? –
   Der tiltrængtes vist en grundig revision. jeg satte farten lidt ned – fik et eftertænksomt udtryk på og blæste på, at det kun var tidlig november endnu, og ikke nytår. Nu skulle der en ændring til. – Ærlighed skulle der til. – En ting var at fylde folk med løgn – men at gøre det uden bevidst at lægge mærke til det – så var grænsen nået.
   Jeg løb for tretusindogsyttende gang øjnene lidt nervøst hen over instrumenterne –olietryk, amperemeter, vandtemperatur –90 km i timen var jo ligegodt temmelig meget for en gammel vogn fra 1928, selv om det var en Chrysler. – jo – alt i orden. jeg rettede kursen ind igen og bandede over en overhalende bilist, der tudede ad mig på grund af min pludselige zig-zag kurs. Man må nemlig have øjnene helt ned til de bitte små instrumenter for at tyde dem uden forstørrelsesglas – og den »originale« vandtemperaturmåler på køleren har den lille fejl, at den ikke kan vise mere end 70 grader. – jeg bandede igen, denne gang ad mig selv. – Der var den jo igen –den kølertemperaturmåler havde jeg jo også bildt de flinke mennesker ind var origi-

nal, samt at den virkede. – Nu ku' det være nok. – Jeg smed cigaretstumpen væk med en elegant håndbevægelse – og bandede igen – og mumlede arrigt til mig selv, at man sku' s'gu tro, det var et spejl og ikke en defekt temperaturmåler, der sad derude på køleren. – – Forfængelighed – gammelt lort – jeg kører s'gu folkevogn for fremtiden – ikke mere gamle biler for mig. –
   Fik så lidt dårlig samvittighed og klappede udvendigt på døren. »Ikke så slemt ment, gamle ven«. – Men hvor fanden skulle jeg begynde med mine nye fortsætter
   den mindste bevægelse jeg gjorde, var jo tilsyneladende behersket af sygeligt idioti.
   Pludselig slog det ned i mig – – jeg sad jo og hundefrøs – og havde trukket lynlåsen på min pels så højt op, at jeg næsten ikke kunne dreje hovedet – jeg hundefrøs s'gu, og det bare for at kunne blære mig med at se barsk ud i november måned.
   Jeg huggede bremsen i og fik omgående et fortvivlet tud fra en forskrækket bagved-kørende. – Jeg glemte helt at bande ad idioten, optændt af den hellige ild, som jeg var – og holdt ind til siden. – Jeg stod ud ad vognen og begyndte metodisk at slå kalechen op. Jeg stod lidt og så på sidestykkerne vognen er jo kønnest uden dem – brummede så arrigt og satte også dem på. – Jeg smed pelsen om i klappen, satte mig ind og skruede op for det uoriginale varmeapparat – og kørte videre mod København i moderat tempo, syngende sagte for mig selv.
   Den første skridt var gjort på ærlighedens svære vej.
   Jeg sad og nynnede og gjorde op med mig selv, at nu skulle det være slut med at fylde folk med løgn – nu skulle jeg være ærlig – ikke prale – forsøge at være normal, selvom jeg var ejer af en delvis istand

gjort, delvis original vogn. – Det måtte s'gu da kunne lade sig gøre – og hvem ved, måske de nye fortsætter ville smitte af på mit øvrige liv, sådan at jeg holdt op med at læse gammelbil-annoncer ved morgenbordet og kunne snakke med min kone om andet end reparation af Strombergkarburator og gamle biler, jeg kunne tænke mig, hvis jeg havde ubegrænsede midler. – Hvem ved, om jeg ikke ville få et langt lykkelige liv herefterdags? – Min kone ville elske mig højere – jeg ville elske mig selv højere – alt ville blive bedre – det ville blive en lykkeligere verden.
   Jeg smilede over hele hovedet og begyndte i min nyfundne glæde at synge falsk. – Jeg satte farten op og klappede vognen på sædet. Go vogn – faktisk dens skyld, at jeg var nået til et skel i mit liv –en ny erkendelse, en ny ærlighed. – Det måtte jeg huske at fortælle min kone om, når jeg kom hjem fra byen. – Slet ikke så tosset en vogn, sådan en otteogtyver Chrysler, og den gik fanemig godt. Olietrykket var fint, temperaturen ligeså – alt var vel med hele verden. – Jeg var nu ved at nærme mig forstæderne. Vejret var ved at bedre sig, solen kom faktisk frem, og alt så lyst og venligt ud, selv om der blæste en stiv vind med kulde fra øst.
   Lidt før Zoologisk Have holdt jeg ind for at få benzin, Jeg stod ud af vognen og bad om at få fyldt op, mens jeg så efter olie og vand. – Alt vel – havde ikke brugt en dråbe af nogen af delene – omtrent da, sådan da – nåe ja – en kvart liter olie skal vi måske fylde på – og lige toppe op med vand, tak.
   »Smart gammel bil«, sagde tankpasseren,
– »hvor stærkt kan den køre?« »A, sådan
et hundrede stykker«, sagde jeg, mens jeg
åndelig talt klappede mig selv på ryggen.
(fortsættes s. 19)