(fortsat fra s. 17).
Jeg blev faktisk helt glad — det var jo slet ikke så svært, det der med ærligheden.
   Solen var nu brudt helt frem, og næsten uden at tænke over det, begyndte jeg at pille sidestykkerne af. »Ja, det er ved at blive helt fint vejr«, sagde tankpasseren. »Ja, det er det faktisk«, sagde jeg — og begyndte at slå kalechen ned. — Jeg tog pelsen på, betalte og kørte ud i trafikken. Det blæste faktisk en hel del, men jeg tænkte ikke over, hvor koldt det var —havde besvær nok med det enormt tunge styretøj og en vanskelig gearkasse i den begyndende myldretrafik. — En halv time senere var jeg nået frem til mit bestemmelsessted i den indre by. — Jeg fik med besvær parkeret og stod ud og strakte mig. Klappede så vognen — go vogn — fanemig en go vogn — aldrig noget vrøvl med dig —sådan da. — Jeg skuttede mig lidt i blæsten, tørrede mig om næsen og rullede overtrækket på plads hen over sæderne. Skruede

så kølerthermometret af og ligeledes blærefiguren foran vindspejlet — gav vognen et sidste klap — og gik hen og ringede på hos min elskelige tante.
   Hun lukkede op — tog et kig på min forfrosne fremtoning og udbrød: »Men Claus — du er da heller ikke rigtig klog, at køre i åben vogn på denne årstid — du får gigt af det en skønne dag, om ikke lungbetændelse. Har du virkelig kørt i åben vogn hele vejen ?«
   Jeg gav hende et mandigt knus, svarede ikke og gik ind i hendes varme, hyggelige stue — med et lille smil i den ene mundvig.
                                     Claus Ahlefeldt.
                                     Rubjerg, jan. 66.

                          RILEY KESTREL
1935, 4-dørs alu.karos., solskinstag, trådhjul, 1 1½ l  4 cyl. Wilson preselector gear. 
       Algren,
     F. F. Ulriksgade 21 st., Kbh. Ø.