|
ger sagde, at hvis Hebsgård skulle med i det rally, blev det
siddende på en ølkasse. Men efter tre måneders tilsidesættelse af alt andet og arbejde til klokken
2 hver nat var også karosseriet færdigt.
Da det ikke var muligt at opklare, hvordan det oprindelige karosseri havde set ud, valgte
Hebsgård fra andre eksemplarer af typen de elementer, han syntes om. Farvevalget blev dikteret af, at
vognen blev bygget mens Molsheim lå i Tyskland — hvis væddeløbsfarve er hvid — og af fordelen
ved at kunne ovnlakere hver del hvid, så snart den var sandblæst. Så var der ingen vanskeligheder
med at få farven ens over det hele. Som et raffinement blev sædernes læder blåt.
Torpedoen blev klippet ud i pap og derefter råt formet hos Herlev Klip og Buk. Børge
Kå og Jimmy Thomsen ankom med en håndsikkemaskine samt rustfrie materialer til skærmene, og i de
sene nattetimer blev der lavet profileringer og vulster på skærme og torpedo.
Motorhjelmens pianohængsler blev sat på med 200 nitter, som hver for sig måtte saves
ned til den rette længde med nedstryger. Sæderne blev limet op af lag på lag af tyndt krydsfiner,
som blev drejet til kræmmerhuse og skåret i den rette form.
Der havde været tvivl om dækdimensionen, indtil sandblæsning afslørede tallene 710 X
90 i en fælg. Den dimension kunne Dunlog levere, og den blev heldigvis bestilt i god tid, for det
varede 13 måneder før dækkene kom og så manglede slangerne. ,Autogummilageret" på
Frederikssundsvej klarede slangerne i tide til rallyet.
Omtrent på dato seks år efter auktionen i Hurup kørte Hebsgård til syn.
Bilinspektørerne var begejstrede og vognen gik glat igennem, omend bremselængden var den |
|
højst tilladelige. Der blev dispenseret for lygter og
tegngivningsapparater, men vognen må ikke være ude i mørke. De originale acetylenlygter med
gasværk findes, men er ikke færdigrestaureret.
Rallyet blev en pragtfuld tur. Hebsgård havde så godt som ikke kørt i vognen før han
startede fra Glostrup mod Ribe, hvorfra løbet udgik, så Jørgen Riber — selv ejer af en type 30
— kørte med til Kalundborg med tender vogn. Men vognen klarede de cirka tusind kilometer uden nogen
form for nykker. Den gik de garanterede 80 kmt som på skinner, og det eneste uheld overhovedet var,
at Hebsgård tabte hatten syd for Køge. Vognen viste sig mere driftssikker end mange af de nyere
modeller, der enten havde vand i olien eller olie i vandet, som Hebsgård siger. Hastighedsprøven i
Ålholms havegange havde Hebsgård og svigerfar Harry Poulsen på forhånd opgivet, og de sludrede
hyggeligt under racet. Og så fik de noteret tiden 6:31 — et minut bedre end de langsomste. Det
rygtedes også at disse havde „kyssedes" på strækningen. Restaureringspræmien var en
selvfølge.
Vognen var naturligvis løbets mest fotograferede, hvilket ofte skabte farlige
situationer, når andre bilister smadrede lige ind foran for at tage billeder, uden hensyn til
bremselængder.
Bo Bonfils havde skaffet en original instruktionsbog fra Holland og ifølge den skulle
motoren sluge en liter olie per 100 km — den brugte i virkeligheden kun 11/2 til 2 liter på
samtlige tusind kilometer.
Type 13 var i virkeligheden en videreudvikling af den konstruktion, Isotta Fraschini
solgte under eget navn fra 1907 til 09 i Italien og som Lorraine-Dietrich andre steder. Man genkender
cylinderdimensionerne 65 X 100 mm, firecylindret monobloc |
