Når det fra tid til anden har været diskuteret, bl. a. her i
bladet, hvad der er teknisk-historisk interessant og hvorfor, har man hørt argumenter for det gedigne
håndværk, den skønne klassiske form, avanceret teknik og en del andet. Som tiden er gået med rapid
reduktion af den ældre vognbestand, nærmer man sig en ny erkendelse gående ud på at der kun er et
eneste gyldigt kriterium for bevaringsinteressen, nemlig sjældenhed. 'Derfor er det også
noget nær en naturlov, at de eksemplarer der skal overleve kun i ringe omfang udvælges medens der er
nok at tage af, jvf. bladets annoncer for en halv snes år siden.
I dag er en 1939 model af hvilketsomhelst mærke en sjældenhed, men endnu ikke
comme-il-faut som samlerobjekt, bl. a. fordi årgangene deromkring af mere eller mindre velbegrundede
årsager har været udsat for en nedvurdering i forhold til tyvernes biler. Dertil kommer at der
fandtes førkrigstræk ved mange modeller op til midten af halvtredserne, så disse endnu ikke føles
rigtigt „historiske". Her skal blot mindes om at også bilerne fra slutningen af trediverne
havde distinkte kvaliteter, som i stor udstrækning er gået tabt i den senere udvikling uden at nogen
erstatning er kommet i stedet. Man hæfter sig særligt ved motorfleksibiliteten, som i dag er et
næsten ukendt begreb, forjaget af beskatning og reklamehestekræfter. Der er jo ikke i sig selv noget
ideelt ved de moderne motorers høje literydelse modsvaret
*) Hvilket er udlagt: Tiderne forandres. |
|
af ujævn motorgang, manglende trækkraft i de laveste og mellemste
områder og højfrekvent støj i de øverste, selvom de målt i tal på næsten alle punkter er de
tidligere overlegne. Blot har man i vore dage forgabet sig fuldkommen i data, og glemt at den
umiddelbare oplevelse er sammensat af mange forskellige faktorer, som slet ikke dækkes af de eksakte
tal. Eksempelvis sammenlignede et engelsk motorblad for mange år siden en 1932 og en 1938 model,
vistnok 6-cyl. Morris, med næsten identiske data, og kom til det resultat at de i praksis var meget
forskellige.
Den typiske motor fra tyverne, f. eks. en 6- eller 8-cylindret amerikaner, udmærkede sig
ved eminent gang og enorm trækkraft, men den kørte også meget hurtigt ud af gearene og blev
stakåndet ved høje omdrejninger. I virkeligheden arbejdede den i et lige så snævert interval som
den moderne motor, blot i den anden ende af skalaen.
I et harmonisk mellemleje mellem disse yderpunkter ligger den typiske motor fra
trediverne, ligesåvel amerikaneren som europæeren, med et godt arbejdsområde mellem 1000 og 3500
omdr./min. Det blev vel ikke just til excesser hvad accelleration og tophastighed angår, til gengæld
gav den betydelige overlapning, der er på de enkelte gear, mulighed for en mere varieret køreteknik.
Det bør regnes denne lidt miskrediterede periode til gunst, at mange af dens produkter
var behagelige at have med at gøre, ligesom det synes stærkt overdrevet at de |