Bilhistorisk Tidsskrift    1966 nr.  9     side  20  & 21

  

 

Tempora mutantur *)

Når det fra tid til anden har været diskuteret, bl. a. her i bladet, hvad der er teknisk-historisk interessant og hvorfor, har man hørt argumenter for det gedigne håndværk, den skønne klassiske form, avanceret teknik og en del andet. Som tiden er gået med rapid reduktion af den ældre vognbestand, nærmer man sig en ny erkendelse gående ud på at der kun er et eneste gyldigt kriterium for bevaringsinteressen, nemlig sjældenhed. 'Derfor er det også noget nær en naturlov, at de eksemplarer der skal overleve kun i ringe omfang udvælges medens der er nok at tage af, jvf. bladets annoncer for en halv snes år siden.
   I dag er en 1939 model af hvilketsomhelst mærke en sjældenhed, men endnu ikke comme-il-faut som samlerobjekt, bl. a. fordi årgangene deromkring af mere eller mindre velbegrundede årsager har været udsat for en nedvurdering i forhold til tyvernes biler. Dertil kommer at der fandtes førkrigstræk ved mange modeller op til midten af halvtredserne, så disse endnu ikke føles rigtigt „historiske". Her skal blot mindes om at også bilerne fra slutningen af trediverne havde distinkte kvaliteter, som i stor udstrækning er gået tabt i den senere udvikling uden at nogen erstatning er kommet i stedet. Man hæfter sig særligt ved motorfleksibiliteten, som i dag er et næsten ukendt begreb, forjaget af beskatning og reklamehestekræfter. Der er jo ikke i sig selv noget ideelt ved de moderne motorers høje literydelse modsvaret

*) Hvilket er udlagt: Tiderne forandres.

 

af ujævn motorgang, manglende trækkraft i de laveste og mellemste områder og højfrekvent støj i de øverste, selvom de målt i tal på næsten alle punkter er de tidligere overlegne. Blot har man i vore dage forgabet sig fuldkommen i data, og glemt at den umiddelbare oplevelse er sammensat af mange forskellige faktorer, som slet ikke dækkes af de eksakte tal. Eksempelvis sammenlignede et engelsk motorblad for mange år siden en 1932 og en 1938 model, vistnok 6-cyl. Morris, med næsten identiske data, og kom til det resultat at de i praksis var meget forskellige.
   Den typiske motor fra tyverne, f. eks. en 6- eller 8-cylindret amerikaner, udmærkede sig ved eminent gang og enorm trækkraft, men den kørte også meget hurtigt ud af gearene og blev stakåndet ved høje omdrejninger. I virkeligheden arbejdede den i et lige så snævert interval som den moderne motor, blot i den anden ende af skalaen.
   I et harmonisk mellemleje mellem disse yderpunkter ligger den typiske motor fra trediverne, ligesåvel amerikaneren som europæeren, med et godt arbejdsområde mellem 1000 og 3500 omdr./min. Det blev vel ikke just til excesser hvad accelleration og tophastighed angår, til gengæld gav den betydelige overlapning, der er på de enkelte gear, mulighed for en mere varieret køreteknik.
   Det bør regnes denne lidt miskrediterede periode til gunst, at mange af dens produkter var behagelige at have med at gøre, ligesom det synes stærkt overdrevet at de

 

Citroen hører til de vogne fra sidste halvdel af trediverne, det er på  tide at tage vare på.
Dette åbne eksemplar underkastes for tiden en sikkert velment, men helt misforstået
,,restaurering".

skulle have været særligt uheldige i formgivningsmæssig henseende. De har været banale i kraft af deres udbredelse indtil nu, og ikke mindst har det spillet en rolle

 

for bedømmelsen, at vi på grund af valutarestriktionerne efter krigen har set specielt vogngruppen fra sidste halvdel af trediverne nedslidt som ingen anden.

Skandinavisk

Det ser ud til, at helt nye folk har overtaget ledelsen i den norske veteranbilklub. Vor egen klub har mistet kontakten med nordmændene — bortset fra at vi sender vort blad til dem — og formanden for den svenske Automobil historiska Klubben Curt Borgenstam, fortalte da han var i Danmark til Bugatti rallyet, at svenskerne heller ikke har kontakt med nordmændene.
   Borgenstam fortalte iøvrigt lidt om de svenske forhold. En opposition i Automobilhistoriska Klubben brød for ca. syv år

 

siden ud og startede en ny klub under Eric Lófbergs styre i Karlstad. Denne klub hed først Våstsvenska Veteranbil Klubben og senere Svenska Veteranbil Klubben.
   En sydlig fraktion af Svenska Veteranbil Klubben er den tidligere omtalte Motorhistoriska Klubben i Malmö. Der er opstået en vis forbindelse mellem denne klub og den gamle Automobilhistoriska Klubben, der anerkender dens arbejde med amerikanske biler fra trediverne.
   Automobilhistoriska Klubben er nu i