Lykkeligvis er der bevaret et utal af Austin Seven – også herhjemme er der mange – for denne lille vogn er en af de mest charmerende, bilhistorien kan opvise, af udseende såvel som af opførsel.
   Med mange mellemliggende ændringer i ydre og indre blev modellen fremstillet fra 1922 til 1938. De to ældste kendte danske eksemplarer er Age Lourings 1922 sedan og 25 roadster, men den mest komplette danske Austin Seven samling findes hos Hans Sørensen, tre færdigrestaurerede vogne af forskellige karosserityper og en fjerde på vej.
   Det fortælles, at årsagen til modellens fremkomst var det engelske bilbeskatnings-system. Herbert Austin kaldte sine medarbejdere sammen på sit kontor og tegnede med en pind i tæppets luv størrelsen på den vogn, de skulle konstruere, og som

blandt andet skulle tage priskonkurrencen op med Ford T. Austin Seven blev præsenteret på biludstillingen i London 1922 som en firepersoners åben vogn med aluminiums karosseri – den, der fik kælenavnet Chummy – og vakte enorm sensation i England. Den var dyrere end den betydeligt større Ford T touting. Men så var det altså, at Austin skattemæssigt havde fordelen i kraft af sin ganske lille motor. Netop motorstørrelsen, oprindelig 55 X 75 mm lig 696 ccm senere 56 x 76 mm lig 747 ccm, gav den skattemæssige fordele.
   De ganske små vogne var kendt på fastlandet – siden 1911 Bébé Peugeot'en, der var tegnet af Bugatti og som blev til Qua-drilletten på 680 ccm, som Austin utvivlsomt skævede til, da Seven blev udtænkt. Endvidere fx. Citroën 5CV, Kløverblad, der var på 900 ccm. Men i England havde man ikke rigtigt regnet med biler på

under to liter. Der var dog enkelte populære vogne på halvanden liter, og så var der de helt utilregnelige småtterier, cyclecars.
   Men Herbert Austin gjorde vovestykket og fik succes. Hans Seven var trods den ringe størrelse en rigtig bil. Den havde tilmed noget andet for England usædvanligt: firehjulsbremser (omend ret symbolske), noget der først flere år efter blev standard på Rolls-Royce.
   Motoren var firecylindret, med kun to hovedlejer. Sideventilet, stempler af en aluminiumslegering, tør enkeltpladekobling, oprindelig ingen, senere mekanisk benzin pumpe. 3 gear, senere 4. Styring med snekke og snekkehjul. Næsten V-formet chassis, kvarteliptiske fjedre bagtil, tværliggende halveleptisk fortil, med friktionsstøddæmpere. Vægten var for den første åbne model under 400 kg og motorens ydelse 10½ bremsehestekraft ved 2.500 omdrejninger. Det gav en tophastighed på 80 kmt. Men da hele konstruktionen var uhyre robust trods den tilsyneladende spinkle dimensionering varede det ikke længe, før Austin Seven blev udsat for allehaande tuningsbestræbelser, og den fandt sig i det hele og udrettede det utrolige på væddeløbsbanerne. Austin fremstillede senere selv sportsmodellen Nippy og racermodellen Ulster.
   Standardmodellens ydelse blev gradvist forøget, så den til sidst, da der var fremstillet over en kvart million eksemplarer, var 17 bremsehestekræfter.
   Den store succes gav sig også det udslag, at Austin Seven blev licensfremstillet i Tyskland af Dixie — senere BMW — i USA af American Bantam, i Frankrig af Rosengast (endnu efter anden verdenskrig) og i Japan af Datsun — onde tunger påstår uden at der blev betalt licens.

Trods sine særheder: sårbar bagaksel, forhjul, der skraber på ved fuldt udslag, koblingspedal med en gang på kun godt 2 cm med mere var og er Austin Seven en både charmerende og ydedygtig vogn, og for sin tid billig i drift.
   Hans Lisager Sørensen i Frederiksværk har i eftersommeren fremført sin færdig-restaurerede trio af Austin Seven-vogne og høstet beundrende blikke. De tre vogne, en sedan 1932, en roadster 1933 og en tourer 1930 er den omtrentlige opfyldelse af en drøm, der opstod allerede da Hans Sørensen var dreng og i en sygdomsperiode læste en biblioteksbog om en Austin Sevens eventyrlige bedrifter i Sydafrika. (Er der forresten nogen, der kan lede Hans Sørensen på sporet af denne bog igen?)
   Hans Sørensens første gamle vogne — Chevrolet 26 og Morris Minor — var kun erhvervet i mangel af Austin Seven. Så snart det blev muligt at købe den første Seven, blev de andre mærker overladt til folk, der kunne affinde sig med dem.
   Erhvervelsen af de tre vogne var resultatet af årelang venten. Den lukkede tilhørte en far til et barn i Hans Sørensens mors børnehave. Børnehaven ligger på toppen af en meget stejl bakke, og en dag trillede vognen førerløs ned ad bakken, til den nåede en lysstander. Heldigvis var der kofanger på dette eksemplar — det er luksusudstyr. Kofangeren bukkede ind til et par millimeter fra håndsvinget. Håndsvinget er fastsiddende i en Austin Seven og anbringes i en ganske bestemt vinkel under kørslen.
   Men med tiden fik Hans Sørensen denne vogn i hus, først var den tænkt som reservedele, men det viste den sig at være alt for god til.
   Der er forøvrigt det pudsige ved sedanen, at den kun vil tilhøre folk, der