hedder Hans. Den første ejer hed Hans Hansen, den næste Hans Petersen, derefter Hans Jørgensen, Hans Andersen, Hans Nielsen — og nu er det altså Hans Sørensen.
   Foruden kofangeren har den lukkede vogn som luksusudstyr „fra tiden" et pyntegitter på køleren. Den har det originale læderindtræk, hvilket er standard for de lukkede modeller, hvorimod de åbne har kunstlæder som standard. Sedanen er malet som svendestykke hos Børge Askly i Helsinge, hvor også det fine malerarbejde på de øvrige vogne er udført.
   Sadelmagerarbejdet er også udført i Helsinge, hos Verner Larsen.
   Sedanen er komplet og original så nær som dørhåndtag.
   Roadsteren måtte Hans Sørensen til Roskilde for at kikke på med mellemrum. Det var en 86-årig cykelsmed fra Gundsømagle, der kørte i den, han var stokdøv og havde radio i vognen. For overhovedet at kunne høre den var der skruet helt op, så når cykelsmeden holdt på torvet i Roskilde var der musik på hele pladsen. Cykelsmeden havde udskiftet de originale lygter med nogle store Bosch lygter. Da han en aften blev standset af politiet forklarede han, at det var fordi han ikke så godt i mørke.
   Et halvt år før Hans Sørensen fik lov at købe denne vogn havde han købt hornet til den. Det havde cykelsmeden pillet ud, fordi det ikke kunne sige noget. Det tog 2 minutter at reparere det, og nu hyler det højere end nogen af hornene i de andre Austin-vogne.
   De originale lygter havde cykelsmeden også liggende i en papæske. Lygterne er forkromet messing og på alle Hans Sørensens vogne er der gjort et stort arbejde for at forstærke dem, så de stadig kan bruges. De er tilbøjelig til at revne i lygtehuset på grund af træthed i metallet.

 På de ældste modeller rystede lygterne også en del, derfor satte Austin fra 1930 en afstivningsstang mellem forskærmene.
   Roadsteren blev købt som ny i 1933 af doktor Vincent Næser, medejer af Berlingske Tidende. Hvordan han har fået anbragt sine nærmere to meter og sit endnu længere halstørklæde, vides ikke mere. Derefter gik vognen til redaktør Michael Schrøder (kendt fra Teknisk Magasin i radioen) og fra ham til en politibetjent i København.
   Mens der jo er adskillige lukkede Austin Seven i Danmark og i hvert fald en tre-fem topersoners åbne, har Hans Sørensen ikke kendskab til andre firepersoners åbne end hans egen. Den holdt i en baggård i Helsingør under et Eternit-halvtag. Mange gange igennem flere år kørte Hans Sørensen om aftenen ind og vendte i gården og lod lygterne spille på vraget for at forvisse sig om, at det var der endnu. Men en aften så det særlig miserabelt ud. En mand var gået igennem halvtaget og vognens kaleche. Hans Sørensen havde fat i ejeren, men han havde fået den idé, at vognen var penge Værd, og forlangte 2.000 kroner for den. Til sidst satte han den ud på en gård, han ejede i Holløse. På gården boede en skærslipper og tækkemand. Da han skiftede stråtaget ud på gården lod han det gamle tag falde ned i den syge Austin.
   Hans Sørensen forhandlede telefonisk videre med ejeren i Helsingør. Prisen faldt til 1.000 kroner, efter halvandet år. Det var stadig for meget — den gik ned til 500 og Hans Sørensen ville give 250. Omsider mødtes man på halvvejen af halvvejen til de 500 - det blev 312.50 kroner. Leveret hjemme hos Hans Sørensen i Frederiksværk. Fire måneder senere brændte gården, hvor vognen havde stået, på grund af en kortslutning,

   Da touringen var i hus, fjernede Hans Sørensen to trillebøre strå, is og sne fra den. Lygter og ruder var blevet knust af børn i gården i Helsingør, men under resterne af bagsædet lå to ny lygteglas.
   Restaureringen af den lukkede og roadsteren tog cirka 2 år for hver, men toure-ren blev hjertebarnet og var færdig på halvandet år.
   Til restaureringen af de tre flustider er der medgået i alt seks andre vogne. En lå som vrag på en mark i Norge og blev købt for 2 kroner — norske — blot for nogle hjulmøtrikkers skyld. En anderi leverede en vinduesviskermotor. Hos Hans Sørensen er der ikke tale om, at noget er uoriginalt, og det har kostet store summer til tider.
  Gummi er altid et problem, dæk har  Arne

Jespersen i Ringe leveret; gummilisterog lignende er fra Sindby i København. Et svagt punkt på de lukkede, men ikke de åbne Austin Seven, er vindspejlsrammen. Den er næsten altid tæret bort. På den ellers gode sedan duede denne del ikke, og en ny blev fremstillet af en mand, der laver frysediske. Denne vogn havde ellers hos den af Hans'erne, der havde den længst, Hans Petersen, ikke kørt om vinteren, men stået på en glasveranda med uldtæppe over sig.
   Toureren var den mest medtagne. I den var de for Austin Seven karakteristiske oppustelige gummiindlæg i sæderne rådnet bort, og de har ikke kunnet rekonstrueres. Men i de to andre vogne fungerer systemet ! En original bagrude til kalechen blev fundet i vognens hjemby, Helsingør, hos en sadelmager.