Bilhistorisk Tidsskrift    1967 nr.  11     side  8 & 9

  

 

To Jowett'er fra 1926 og 24, fotograferet ved et engelsk klubstævne.

Jowett

Af  NIELS JONASSEN

I årene lige efter krigen, da de vogne vi i dag søger med lys og lygte var almindelige og en ny bil en sjældenhed, dukkede der et her i landet hidtil ukendt fabrikat op, Jowett hed det. Vognene blev solgt helt pænt — efter tidens forhold —men de fik aldrig nogen sikker position herhjemme; og i dag er de glemt af alle andre end bilophuggere og en lille kreds af interesserede, der hovedsagelig kender dem fra rosende omtale i forskellige bøger og tidsskrifter. Praktisk kendskab til vognene har kun meget få, og hvor mange af dem, der er klar over hvilken fremragende bil de egentlig har er et stort

 

spørgsmål. For de 10-15 Jowett'er, der vel er tilbage her i landet er næsten alle i en sørgelig stand. Der kunne måske derfor være god mening i at forsøge i en kreds af virkelig bil-elskere at finde nogle stykker, der var interesserede i både at skaffe sig en praktisk og velkørende bil og samtidig bevare et for sin tid virkelig harmonisk og avanceret stykke mekanik. Det kan gøres forbavsende billigt. Selv en pænt holdt Jowett kan fås for en 400-1000 kr., og reservedele sælges til priser fra 50'ernes begyndelse.
  Men inden alverden under hujen og vilde hyl går på jagt vil det formodentlig

 

være rimeligt at skildre såvel efterkrigstidens Jowett som dens baggrund, for så vidt den har nogen. Der består nemlig det mærkelige forhold at selv om Jowett fabrikkernes historie som bilproducent går tilbage til 1906 er efterkrigstidens Jowett Jupiter og Javelins udviklingslinie ganske kort, nærmest hektisk.
   Det hektiske var noget helt fremmed for det gamle familiefirma i Yorkshire; man havde altid fulgt sin egen tekniske filosofi uden større hensyntagen til gængse eller populære forestillinger. I 1901 kom brødrene Jowett med deres første konstruktion, en sideventiler, vandkølet V2 motor med desmodromisk ventilmekanisme. Den blev i 1904 afløst af en topventiler motor med tre luftkølede cylindre og 5 hovedlejer. Endelig kom i 1906 fabrikkens første bil, en lille, let, åben 2-personers vogn drevet af en 2-cylindret boksermotor på 907 c. c. bygget sammen med en 3-trins gearkasse. Styringen fulgte i øvrigt Lanchesters praksis med styrearm i stedet for rat. Da fabrikken imidlertid var fuldt beskæftiget med at lave Scott-Jowett motorcykler, kom bilproduktionen først i gang for alvor i 1910. Styringen var da blevet konventionel, men den lille 2-cylindrede, sideventilede boksermotor var bibeholdt. Den skulle blive Jowetts kendemærke. Indtil 1936

 

blev alle fabrikkens produkter trukket af dette trofaste, lille apparat, hvis fiskekutterdunk blev en velkendt lyd i Midtenglands bakkede land. Den blev forbedret i takt med metallurgiens fremskridt, men konstruktionen beholdt man, og det er næsten kun på karosserierne at man kan skelne mellem fabrikkernes forholdsvis mange modeller. Man byggede 2-personers og 4-personers og åbne og lukkede vogne. Men under den forbavsende høje motorhjelm dunkede de to cylindre sig troligt frem. Motoren blev efterhånden en fabel; i 1926 kørte to Jowett'er tværs igennem Afrika uden tekniske vanskeligheder — med mængder af bagage på slæb i to påhængsvogne. Reparationer var så godt som ukendte, og det var fabrikkens ambition at holde driftsomkostningerne — incl. skat og forsikring —nede på en penny pr. mile.
   Den berømte flustin 7 har vundet ry som den første billige folkebil. Når Jowett ikke vandt denne position skyldes det uden tvivl at fabrikken var langt mindre end flustins, og at dens produkter blev opfattet som en lokal Yorkshire specialitet, hovedsagelig beregnet til at køre op ad stejle, mudrede bakker. En rekordkørsel i 1926 på Brooklands ændrede ikke denne udbredte forestilling. Den var ellers bemærkelsesværdig nok. En Jowett med alu-