Bilhistorisk Tidsskrift    1967 nr.  11     side  10 & 11

  

 

Jowett Jupiter.

miniumskarosseri, større karburator og aftagelige topstykker snuppede klasse G rekorden over 12 timer fra en Amilcar ved at køre med en gennemsnitsfart på 54,9 m. p. h. Fabrikken fremstillede og solgte en kopi af denne vogn, og aftagelige topstykker blev derefter standardudstyr på fabrikkens motorer.
   I 1936 bøjede man sig for kravet om en 4-cylindret motor i en ny bil. Vognen, Jowett Jason, havde en tophastighed på 105 km/t, og ved 50 km/t gik den 12,5 km på en liter benzin. Et virkelig præsentabelt resultat for en familievogn i de dage.
   I løbet af krigen — mens man byggede enorme mængder af den gode gamle 2-cylindrede motor til stationært brug — blev det klart at man måtte have noget helt nyt parat når krigen sluttede. Men fik fat i en ung og lovende ingeniør fra MG, Gerald Palmer, som i 1942 satte sig ved tegnebordet. Da den nye Jowett Javelin i 1946 blev vist for offentligheden var det eneste karakteristiske Jowett-træk, der var bevaret, boksermotoren, i en 4-cylindret udgave. Vognen var bygget op over en solid ramme af 2 langsgående, firkantede kassevanger forbundet med traverser af samme opbygning hvortil karrosseriet var

 

svejset. Forhjulene var ophængt i triangler foroven og svære arme forneden og affjedret ved hjælp af langsgående, indstillelige torsionsstænger. Bagtil anvendte man en traditionel, stiv bagaksel, men ophængt i fire bagudrettede svingarme og styret i sideretningen af en Panhard-stang. Det øverste sæt svingarme var forbundet med to tværliggende torsionsstænger. Både for og bag anvendtes teleskopiske støddæmpere. Da motoren både lå meget lavt og meget langt fremme, og da gearkassen var meget kompakt, havde vognen dels helt fladt gulv — sågar med en forsænkning til bagsædepassagerernes ben- og dels helt overdådig plads mellem sæderne. Javelin var vist i øvrigt den første bil, der blev leveret med hel, buet forrude. Motoren var på 1.486 c. c. med boring og slaglængde på 72,5 og 90 mm og en maksimal effekt på 50 bhk. ved 4100 omdr./min. I årenes løb blev den udviklet til 52,5 bhk. ved 4500 omdr.lmin. samtidig med at motorens stabilitet, der i begyndelsen ikke havde været tilfredsstillende, blev bragt i orden, bl. a. ved brug af nykonstrueret krumtap og knastaksel. Udadtil er det vanskeligt at se forskel på en Javelin-motor fra 1947 og 1954, men serie 3 motoren

 

fra 1954 yder mere og holder længere end de tidligere motorer. Hvilken omhu, der blev lagt i motorens forbedring og udvikling ses bedst i en meget interessant artikel af ingeniør Charles Grandfield og William Boddy i det engelske tidsskrift Motor Sport fra marts 1953. I det hele taget gennemgik Jowett Javelin i løbet af sin levetid en meget betydelig, men udadtil knap synlig udvikling; og næsten alle erfaringerne hentede fabrikken ved en meget intens deltagelse i motorløb af snart sagt enhver form.

Jowett javelin af den seneste type med det grovere kølergitter.
   Det begyndte i 1949 med at en enlig Javelin anmeldt af fabrikken vandt 1,5 1 klassen i Monte Carlo-løbet. Senere på året vandt en Javelin 2 1 klassen i 24-timers løbet for serievogne på Francorchamps-banen. Samme år vandt fabrikken 2 1 klassen i det østrigske vinterrally og 1,5 1 touring klassen i Rheineck-Walzenhausen bjergløbet. Året efter vandt Javelin totalsejr i Rallet' des Neiges og 1,5 1 klassen i bjergløbet Vues des Alpes; og i 1951 vandtes det svenske vintertrial og 4. pladsen i 1,5 1 klassen i Monte Carlo-løbet.
   Disse resultater havde givet fabrikken blod på tanden, og endnu en gang fik man fat i en lovende ung ingeniør, denne gang Roy Lunn fra Aston Martin. Han skulle videreudvikle Javelin'en efter at Palmer var vendt tilbage til 

 

MG samt konstruere en sportsvogn. Hans første arbejde blev en ny forhjulsophængning til Javelin, hvortil han anvendte gummibøsninger og således undgik smøresteder. Imidlertid fik sportsvognsprojektet en uventet drejning, da den berømmelige Laurence Pomeroy ved et tilfælde kom ind i billedet medbringende sine to venner Leslie Johnson, der lige havde købt E. R. A.-fabrikken, og professor Robert Eberan von Eberhorst, der havde konstrueret Auto-Unions 1939 grand prix vogne. Sammen med Lunn konstruerede disse to Jowetts nye sportsvogn. Deres indsats bestod især i bygningen af et let stålrørschassis hvori fabrikkens standardelementer kunne indpasses. Over det færdige produkt blev der sænket et åbent to-personers letmetalkarrosseri. Vognen, der fik navnet Jupiter, stod sin prøve da den i 1950 vandt 1,5 1 klassen i le Mans og satte ny klasserekord. Året efter vandt en videreudviklet Jupiter — R 1 — igen 1,5 1 klassen i le Mans og atter i 1952. I disse år sejrede Jupiter også i adskillige andre løb som f. eks. Ulster Tourist Trophy og Watkins Glen i USA. I 1951 Monte Carlo løbet, hvor en Javelin blev nr. 4 i 1,5 1 klassen, besatte Jupiter I. og 2. pladsen i samme klasse.
   Det var en kolossal indsats, der i disse år blev ydet af den lille fabrik, der stadig på mange måder byggede biler efter den gamle håndværkstradition. Produktionen var på ca. 150 Javelin og et meget mindre antal Jupiter om ugen — og ikke at forglemme: et pænt antal små varevogne — Bradford — med den gamle uopslidelige 2-cylindrede motor. Det er forbavsende at en Javelin herhjemme kunne sælges for 15.400 kr. — en Hillman kostede 12.505 kr. og en Morris Oxford 14.840 kr. — når man betænker den lille produktion, den høje kvalitet og at hver eneste forbedring