Som meddelt i sidste nummer af Bilhistorisk Tidsskrift har klubbens næstformand, arkitekt Bent Mackeprang, erhvervet en 1939 Talbot cabriolet. Det kan derfor være anledning til at give en redegørelse for Talbols historie fra 1935 og til den måske foreløbige slutning i 1959.
   Når 1935 er valgt som udgangspunkt, skyldes det, at det franske Talbot firma i det pågældende år blev overtaget af major A. Lago, der i de foregående år havde været direktør for firmaet.
   Selve firmaets historie går helt tilbage til automobilismens begyndelse, hvor navne som Darracq, Clement-Bayard etc. optræder, men efter en omtumlet tilværelse kom 

firmaet ind under den engelske S.T.D. koncern, der omfattede Sunbeam og Talbot i England og Talbot i Frankrig.
   I midten af trediverne krakkede S.T.D. koncernen, og mens de to engelske fabrikker blev solgt til Rootes brødrene, blev den franske fabrik som nævnt overtaget af major Lago, der var italiener af fødsel.
   Talbot var indtil da kendt som producent af en række solide, men noget triste modeller i mellemklassen, hovedsagelig med 6-cylindrede motorer, men også en enkelt model med en 8-cylindret motor.
   Lago havde naturligvis ikke midler til

straks at forny hele programmet, men besluttede fra starten at satse på at gøre Talbot kendt også som sportsvogn. Den 8-cylindrede model T8 på 3.4-liter udgik af programmet i 1936, medens de 6-cylindrede modeller med mindre ændringer stadig indgik i produktionsprogrammet indtil krigsudbruddet.
   Alle de 6-cylindrede modeller havde motorer med topventiler, og bortset fra den billigste model, der havde en almindelig gearkasse, var de forsynet med den preselektive Wilson planetgearkasse, der var anbragt adskilt fra motoren under forsæderne. Der var uafhængig forhjulsaffjedring ved hjælp af en tværliggende bladfjeder, mens baghjulene var affjedret på konventionel måde med to langsgående bladfjedre.
   I 1935 var der 3 forskellige 6-cylindrede motorer på henholdsvis 1819 cc, 2518 cc og 2996 cc, der blev anvendt i en række chassiser med varierende akselafstand, hvorigennem det blev muligt at tilbyde publikum et forholdsvis

stort antal modeller. Talbot byggede selv sine karosserier, naturligvis bortset fra at kunder, der ønskede det, kunne købe et chassis og få et af de talrige franske karosserifirmaer til at bygge et karosseri efter kundens ønske. Fabrikskarosserierne var ret konventionelle i stilen. De lignede en del af de karosserier, der blev anvendt på engelske vogne som Alvis etc., men var dog blødere i linierne og navnlig for cabrioletmodellernes vedkommende elegante og sporty.
   Det franske automobilblad „La Vie Automobile" prøvekørte i 1935 en 90 hk 2996 cc Baby-Sport og målte en tophastighed på lige under 135 kmt, og marchfarten blev angivet til ca. 115 kmt.
   I 1936 blev den mindste 6-cylindrede motor boret op fra 67 til 70 mm, således at kubikindholdet blev på 1997 cc. Med denne motor anbragt i det korteste chassis opnåede vognen ved en prøvekørsel en tophastighed på 115 kmt. Dette blev dengang for en vogn, der kostede praktisk