taget dobbelt så meget som den berømte Citroën Traction Avant betragtet som yderst tilfredsstillende.
   Talbot begyndte også at deltage i løb i 1936. Som basis for motoren i Talbot anvendte man en række komponenter fra en tidligere model, nemlig en 3-liter 6-cylindret motor med 7 hovedlejer. Boring og slaglængde blev forøget til 90 x 104,5 svarende til et volumen på 4 liter og Talboas chefingeniør, W. Becchia, konstruerede et nyt topstykke med halvkugleformede forbrændingskamre. Der var ikke overliggende knastaksler, men ventilerne blev betjent af skråtstillede stødstænger efter nogenlunde samme system som på BMW 328. Talbot vandt imidlertid ikke nogen løb i 1936, men satte dog omgangsrekord på flere baner, bl. a. Monthlérybanen.
   Fra 1937 blev 4-liter motoren solgt til publikum i den form, hvori den havde deltaget i løb. Modellen, hvor den blev anvendt, blev kaldt Lago Speciale eller Grand Sport, og motoren udviklede, forsynet med 3 karburatorer, 140 hk. Endvidere blev 4-liter motoren, men forsynet med almindeligt topstykke, leveret til Baby-Sport og senere Master og Major modellerne. Oprindelig hed det sig, at den i denne form udviklede 120 hk, men tallene gik dog nedad år for år, og i 1939-kataloget er angivet, at den med én karburator udviklede 105 hk og med to karburatorer 115 hk.
   I 1937 havde Talbot mere held med sig i årets sportsvognsvæddeløb og fabriksholdet vandt bl. a. Tunis Grand Prix, Tourist Trophy og Grand Prix de France.
   Vindervognen fra Grand Prix de France og Tourist Trophy blev senere importeret i England, hvor den vandt en række engelske løb, også i årene efter krigen. Både „The Autocar" og „The Motor" havde i 1946 lejlighed til at prøvekøre den og var fulde af lovord over

dens køreegenskaber og acceleration. Bremserne var dog ikke til at råbe hurra for, og vognen havde den kedelige egenskab, at praktisk taget hver gang man bremsede (eller rettere forsøgte) før et sving, gik der ild i karburatorerne. Ilden gik dog ud af sig selv, så efterhånden var ejeren holdt op med at bekymre sig over fænomenet.

Topstykket i Lago Speciale og SS motorerne.

For at kapitalisere successen på væddeløbsbanerne tilbød Talbot i 1938 to modeller baseret på 4-liters sportsvognsmotoren, nemlig dels Lago Speciale med en akselafstand på 295 cm og Lago SS med en akselafstand på 265 cm, dvs. udelukkende beregnet for 2-personers karosserier.
   Talbot viste i sine kataloger modellerne forsynet med fabrikskarosserier, men et forholdsvis stort antal af dem blev forsynet med specialkarosserier fra Figoni et Falaschi, Pourtout etc. Talbot konkurrerede nu med Delahaye om det købedygtige publikum i Frankrig, der trods de urolige

politiske og økonomiske forhold i Frankrig i slutningen af trediverne, stadig interesserede sig for luksusprægede sportsvogne.
  Delahaye henvendte sig til dette publikum med sin type 135 og umiddelbart før krigen den yderst sjældne 12-cylindrede model 165. Bugatti henvendte sig naturligvis også til nogenlunde det samme publikum, men til forskel fra Talbot og Delahaye var det forholdsvis få Bugatti type 57, der blev forsynet med specialkarosserier.
  Navnlig Figoni et Falaschi byggede i årene før krigen en række meget dristige — og i nogle tilfælde for outrerede — coupe-og roadsterkarosserier for Talbot og Delahaye.
  Af nyheder for 1938 var der endvidere en 4-cylindret model Minor, der remplacerede den mindste 6-cylindrede model. Den 4-cylindrede motor havde et kubikindhold på 2323 cc og udviklede 62 hk. Både denne Minor model og den mindste tilbageblevne 6-cylindrede model var nu af økonomiske grunde blevet med en almindelig gearkasse.
  Selv om det hed, at Lage, SS modellerne var identiske med de vogne, som fabrikken 

deltog i løb med, viser en beskrivelse af de fabriksvogne, der var med i Le Mans i 1938, dog, at dette var så som så. På fabriksvognene var kompressionen sat op fra 7 til 7,8, og der blev anvendt 3 Solex i stedet for 3 Stromberg karburatorer. Med en blanding af benzin, sprit og benzol udviklede motorerne 200 hk, svarende til en litereffekt på 50, hvilket var et usædvanligt højt tal i 1938.
  Talbot havde dog ikke stor succes i 1938 ved fabrikkens deltagelse i løb. I Le Mans løbet blev Delahaye nr. 1 og 2, og først på 3. pladsen kom en privatejet Tal-bot ind, i øvrigt forsynet med et Figoni et Falaschi coupekarosseri.
  Der var ingen ændringer i modelprogrammet for 1939 og ved krigsudbruddet i september 1939 blev produktionen af personvogne indstillet, og der blev i stedet optaget en produktion af flyvemaskinemotorer. Ved det franske sammenbrud i 1940 undgik fabrikken at blive overtaget af tyskerne på grund af Lagos italienske herkomst.
  Efter Frankrigs befrielse blev fabrikationen af personvogne ikke umiddelbart genoptaget, idet den franske femårsplan for