bilindustrien overhovedet ikke regnede med nogen personvognsproduktion fra de tidligere fabrikanter af luksusvogne som Bugatti, Delage, Delahaye, Talbot etc.
   I håb om dog at komme i gang før eller senere konstruerede Lago en ny model, „Lago Record". Motoren var 4.5-liter, 6- cylindret med topventiler i halvkugleformede forbrændingskamre, men i modsætning til førkrigstidens Lago SS var der nu to knastaksler anbragt højt i blokken, der betjente ventilerne ved hjælp af korte stødstænger å la Rileg og Lea-Francis. Motoren udviklede 160 hk, hvilket gjorde den til den kraftigste motor i de første efter-krigsår. Wilsongearkassen blev stadig anvendt, ligesom forhjulsaffjedringen også stadig var uafhængig, men nu ved hjælp af skruefjedre. I disse tider, hvor der tales så meget om sikkerhed i bilerne, og der blandt andet i USA er stillet krav om, at der skal være to bremsekredsløb, således at ikke en utæthed i det hydrauliske system skal få al bremseevne til at forsvinde, er det værd at bemærke, at „Lago Record" var forsynet med et system, hvorefter fod-bremsepedalen aktiverede bremsekablerne

til håndbremsen, såfremt det hydrauliske system svigtede.
   I juni 1946 fik Talbot endelig en tilladelse til at bygge 125 „Lago Record" på den betingelse, at de skulle eksporteres. Som sædvanlig viste Talbot i kataloget nogle karosserityper bygget af fabrikken selv nemlig en cabriolet, en 2-dørs og en 4-dørs sedan, men et vist antal chassiser blev forsynet med specialkarosserier fra Antem, Pourtout, Franag, Saoutchik, Gratier etc.
   Lago Record programmet blev senere udvidet med en Grand Sport model på et kortere chassis og med tre karburatorer i stedet for to. Motoren i Grand Sport udviklede 190 hk, hvilket skulle give en topfart på 200 kmt.
   I de år efter krigen, hvor de internationale bestemmelser for Grand Prix væddeløb tillod deltagelse af vogne enten med 1.5-liter kompressormotorer eller 4.5-liter motorer uden kompressor, deltog Talbot med en vogn i stor udstrækning bygget af komponenter fra Grand Sport modellen. De forholdsvis tunge og langsomme Talbot vogne kunne naturligvis ikke i topfart

og acceleration hamle op med kompressor-vognene, herunder særlig den berømte Alfa Romeo type 158, og heller ikke senere med Ferraris 4.5-liter V12, men Talbot vandt dog en række^, løb, idet benzinforbruget var meget mindre, og de kunne derfor køre igennem uden at skulle tanke op. Med de samme vogne, blot forsynet med skærme, deltog Talbot i sportsvognsløb, og vandt bl. a. Le Mans i 1950.
  Da det imidlertid var ganske tydeligt, at markedet for store luksus- og sportsvogne var stærkt svindende i Frankrig på grund af de franske skatteregler, hvorefter skattevæsenet som en hjælp imod skattesnyderiet havde ret til at ansætte

1946 Talbot Lago Record cabriolet med fabrikskarosseri.

indkomsten efter de ydre kendetegn på indtægt såsom størrelsen af bil og hus, antal af elskerinder etc., præsenterede Talbot på salonen i oktober 1949 en ny mindre model ved siden af Lago Retorden. Modellen hed Lago-Baby 15 og var forsynet med en 4-cylindret motor på 2.7-1iter, der udviklede 120 hk.
  Et par bemærkninger i forbindelse med de forskellige navne, hvorunder produkterne fra fabrikken i Suresnes blev solgt, er måske her på sin plads. Før krigen hed fabrikken Automobiles Talbot, og i Frankrig blev vognene solgt under Talbot navnet. 

På visse eksportmarkeder hed de, for at undgå forveksling med den engelske vogn, Talbot Darracq. Lago navnet blev før krigen hovedsagelig kun anvendt i forbindelse med typebetegnelserne på de særlige sportsmodeller.
   Efter krigen hed fabrikken i en årrække Automobiles Talbot-Darracq S. A. for derefter pludselig igen at hedde Automobiles Talbot. På selve bilerne blev navnet Darracq ikke, såvidt jeg ved, anvendt efter krigen, men navnlig til en række eksportmarkeder blev de direkte kaldt Lago, medens ordet Lago i Frankrig indgik i typebetegnelsen på alle modellerne.
   Trods introduktionen af Lago-Baby modellen blev situationen stadig mere kritisk, og i 1951 måtte man standse betalingerne. Det lykkedes dog at rekonstruere firmaet, og i 1952 blev alle Talbors egne karosserier fornyet, idet man gik over til pontonkarosserier. Samme år optrådte der både en Baby Normale og en Baby Luxe model. Den første havde Wilson gearkasse og forhjulsaffjedring ved hjælp af en tværliggende bladfjeder, medens luxe modellen havde skruefjedre og Cotal gearkasse. Hvad der dog var mere bemærkelsesværdigt, var at man øjensynlig havde fået gravet nogle af de gamle 6-cylindrede 2696 cc motorer frem, idet luxe modellen blev tilbudt med denne motor.
   Forvirringen i modelprogrammet var dog ikke slut hermed, idet man allerede næste år tilbød en anden 6-cylindret motor med boring og slaglængde 88 x 73,8, hvad der var helt nyt. Hvor denne motor egentlig stammede fra, vides ikke, og den blev kun tilbudt i 1953.
   Sideløbende hermed var 4.5-liter modederne stadig på programmet. Der var nu tre modeller: den almindelige Lago Record med 170 hk, Lago Record Sport på lidt kortere chassis med 210-215 hk og endelig på et helt kort chassis Grand Sport