Juelsmindeløbet. Som sædvanlig en hyggelig og fornøjelig tur. Efterhånden en institution med gode traditioner, hvor der først og fremmest lægges vægt på samværet. Et par ændringer var indført, så afgjort til det bedre. 1) kaffepause midt under løbet på restaurant Puk (hed den vist), 2) og så var de modbydelige gule ærter skiftet ud med et koldt bord.
   Løbet startede som sædvanlig fra færgepladsen, og der var efterhånden rullet ca. 25 biler + 1 motorcykel op fra Fyn og Jylland, da færgen kom ind. Men ak, Kjeldsens Buick var den eneste gamle, der kom til syne. Hvor blev de sædvanlige 5-10 sjællandske deltagere af?
   Efter at man havde beskuet vognene, startede løbet. For en gangs skyld begunstigede vejret løbsarrangørerne, og man kunne nyde et par timers dejlig tur på

kryds og tværs gennem herredet. Kort efter starten blev bilen standset af to skummelt udseende herrer. De beordrede motoren standset og donkraften og håndsvinget halet frem. Med stopur i den ene hånd og startpistol i den anden blev chaufføren kommanderet i starthulerne og så hurtigt som muligt skulle et hjul løftes, sænkes igen, motoren startes med svinget og vognen af pletten i en fart. Ve de, der havde regnet en punktering for usansynlig i vor moderne tid og havde ladet donkraften ligge derhjemme. De var sikre på nul. Det var ikke få. Kun fem køretøjer kunne fuldføre prøven tilfredsstillende, Jeg fremhæver dette, for vi var nemlig blandt disse fem. Skønt lidt med snyd, for forinden måtte vi samle en mursten op fra vejkanten, for at kunne få donkraften til at nå op til vognen.

I år nåede vi i god tid til Snaptun. Så tidligt, at der for en gang skyld var rigelig tid til at gå rundt og kigge på vognene. Nyheder var der også dennegang. Ny for alle var Kjeldsens smukke Buick 1931 sedan, som (synes jeg) helt fortjent vandt den såkaldte restaureringspræmie, der i dette tilfælde i hvert fald ikke kan gå ved dette navn. Det er uhyre sjældent, man støder på en igennem 36 år så velholdt vogn, og det ville være meningsløst at restaurere en så original vogn fra bunden.
   Ny var også H. H. Mallings MG TA. Hver gang man ser en af disse modeller, må man indrømme, hvad enten man vil eller ej, at ingen kunne designe sportsvogne som englænderne, og at TA'en så afgjort ligger i toppen. Intet under, at 

den blev så populær, blot underligt, at man ser så få inden for klubben. Der går da endnu en hel del på gader og veje.
   Flere af vognene var nye for mig, men af referater fra Egeskov- og Lillebælts-løbene kan jeg se, at de har deltaget før, hvorfor præsentation skulle være unødvendig. Blot må nævnes, at vognenes standard var meget høj ved Juelsmindeløbet, bemærkelsesværdigt højere end gennemsnittet ved de sjællandske løb. Og så kan man ellers sætte sig ned og filosofere over hvorfor, men lad det blive ved lommefilosofi for ikke at genere nogen.
   Resten af aftenen forløb som sædvanlig, og det blev småsent, inden der var slukket. Selv Panduro og hans østers blev glemt, og ikke engang Simons hårrejsende referat af Brydesen i dybfryseren formåede