Bilhistorisk Tidsskrift    1967 nr.  14     side  16 & 17

  

 

ville det være vidunderligt, yderligere at kunne samle oplysninger om dette så sjældne mærke.
      Pierre Lefevre,

      Eriksgade
12,
      København V.

Julegavebog

I oversættelse ved vor næstformand, Bent Mackeprang, er der kommet en ny veteranbilbog, som ser ud til at være et oplagt julegaveønske. Derfor skal den nævnes i dette nummer af bladet, selv om vi må vente med en nærmere anmeldelse. Bogen er Anthony Birds „Veteranbiler", der er udsendt af forlaget Spektrum herhjemme. Formatet er det moderne kvadratiske og tykkelsen er anselig, 168 sider på kraftigt papir. Prisen, kr. 48,00, synes at være overordentlig rimelig, idet en første hurtig gennembladning viser en stor rigdom af meget smukt trykte farveillustrationer, nærmest „arkitekttegninger" af biler. Men som sagt, vi kommer tilbage til en mere grundig anmeldelse.

Vognfond?

Dagen efter augustmødet havde jeg den udsøgte fornøjelse at besøge vor gamle redaktør. Da jeg uheldigvis kom anstigende midt i redaktørens middagsmad, blev jeg sat til at kigge i nogle gulnede avisudklip, indtil man havde tygget af munden.
   Et af disse belærte mig om, at en flok børnehavebørn i Glostrup for få år siden har fuldendt destruktionen af en Talbot

 

1929, som i sin tid har tilhørt kronprins Frederik. Vognen var blevet indkøbt til samme formål af børnehavens forstanderinde for den nette sum af kr. 0,99, og det siges, at DVK var informeret.
   Dette udklip fik mig til at tænke på et indlæg af hr. Ry Andersen i december-nummeret 1965. Hr. Ry Andersen sørger over de glimrende biler, der blev hugget op i slutningen af halvtredserne og i begyndelsen af tresserne, somme tider fordi de var lidt for dyre eller fordi der stadig var lidt for mange af dem, og slutter af med at spørge, om det gavner noget at rode op i alt det.
   Nej, desværre har det tilsyneladende ikke gavnet noget. Der står stadig mange biler, som om få år vil være sjældne, og smuldrer væk; andre bliver solgt til udlandet fordi der ikke i klubben er nogen, der vil give et ordentligt bud. Og DVK ser roligt til; i spredte anfald af foretagsomhed tager man sig måske sammen til at finde det foruroligende. Men hvis vi skal tage klubbens formålsparagraffer alvorligt, kan vi ikke fortsat lade de sjældnere biler lide samme skæbne som førnævnte Talbot. Det kan være meget godt at de gamle erfarne medlemmer mener at en dårligt holdt vogn ikke må koste noget; men mon ikke det i sidste ende kan blive dyrt at tage dette princip for bogstaveligt?
   Vel vidende at nogle vil ryste let overbærende på hovedet ad den stakkels nar, vil jeg fremkomme med et forslag, der måske kunne redde nogle af disse biler.
   De biler klubben tidligere har købt har det vist sig meget vanskeligt at få nogen til at gøre noget ved. Jeg synes ikke det er løjerligt; jeg ville heller ikke have megen lyst til at ofre min tid på noget, som jeg ikke bagefter kunne betragte som min ejendom; det er muligt, at jeg har en forkert

 

 indstilling, men jeg tror jeg deler denne indstilling med de fleste.
   I stedet for at klubben skal eje vognene, vil jeg foreslå, at der oprettes et fond, eller hvad den slags nu kan kaldes, der gjorde det muligt at opkøbe de bedste af de vogne, der ikke skifter ejer når de fra tid til anden tilbydes klubben; ikke for at beholde dem, men for at sælge dem videre med tilbørlig hensyntagen til forrentning og omkostninger i forbindelse med opbevaring — de bedste kan måske endog få gratis husly — den dag et medlem bliver interesseret. Et tilbageblik viser jo, at der sjældent går mere end ca. 5 år fra ingen gider hente en bil til samme bil bliver eftersøgt med lys og lygte.
   Et blik på status for 1966 viser, at der nok kunne skaffes nogle penge til et sådant ædelt formål. Måske kunne det endog blive en så attraktiv investering, at visse medlemmer ville indskyde lidt småmønt. (Nej, nu er han da helt gal). Dette var min åbenbaring i al sin beskedenhed; det er muligt noget lignende har været foreslået før, men mig bekendt har det ikke været på tryk; det er det hermed kommet, og det udbydes til enhver, der måtte have lyst til at gøre noget. Det har jeg selv.
                                     Peter Lykkeberg.
P. S.: Ideen har to lige ædle formål: Dels at hjælpe kommende medlemmer og dels at forhindre en fremmed klub i at få fat i alt det spændende.

De store vogne

Undertegnede, der som debutant deltog i Lillebæltsløbet, har læst omtalen i bladet nr. 13 og hæftet mig ved bemærkningen „blot var maden absolut dårlig". Jeg syntes tværtimod, 

 

at maden var aldeles fremragende, og jeg er imponeret over den mængde og den kvalitet vi fik for et meget beskedent beløb.
   Derimod var det måltid, der blev serveret søndag den 3. september på Rågeleje Kro absolut dårligt, hvad redaktionen vist kan få bekræftet hos alle deltagere.
   Efter disse bemærkninger om mindre væsentlige ting, vil jeg gerne, til trods for at jeg kun har deltaget i tre løb, udtale:
   1. Alle tre løb har udmærket sig ved, at man har kørt gennem et smukt og varieret landskab og ad skovveje, men nogle af skovvejene har været så smalle og bevoksningen så tæt på vejene, at man ikke har kunnet undgå, at man får ridser i lakken. Jeg synes, at løbsledelsen bør påse, at ruten kan gennemføres uden sådanne ulemper. 
   2. Manøvreprøverne foregik ved Lillebælts løbet på en asfalteret gårdsplads, men på Egeskov på en meget ujævn skærvebelagt plads, og i Hillerød på en skyttegravs-lignende pløjemark, med det resultat at flere, deriblandt jeg, ikke ville udsætte vore biler for belastningen.
   Jeg synes manøvreprøverne bør foregå under sådanne omstændigheder, at ingen af hensyn til bilerne bør være nervøse for at deltage.
   3. I de tre løb jeg har deltaget i, har manøvreprøverne været af en sådan art, at de små lette biler har været klart favoriseret i forhold til de store og tunge vogne. Mens alle i løbene har lige store chancer, vil ejerne af de store, tunge vogne på forhånd være udelukket fra at opnå et samlet godt resultat på grund af den dårligere stilling ved manøvreprøverne, og jeg synes derfor enten at manøvreprøverne bør gradueres efter bilerne, eller at de små lette biler bør have et handicap.
                                   Ebbe Suenson.