efteråret 1925, dog kun som ekstraudstyr.
   Da det jo er en efterkrigsvogn, er der fuldt elektriskudstyr, bestående af foruden dynamo og selvstarter lygter, indvendig belysning og horn. Instrumenteringen udgøres af amperemeter og oliemanometer, og på luksusmodeller speedometer og kilometertæller og ur. På instrumentbrædtet endvidere startnøgle, startknap og en kortslutningsknap til at stoppe motoren med. Hornknappen sidder som regel på vognsiden til højre for føreren.
   Tændingsreguleringen foregår med et lille håndgreb i ratnavet, håndgassen har en morsom udformning, det er hele den ydre ratstamme, der drejes med et rulleteret håndgreb foroven under rattet.
   Som det bør sig på en bilmodel, der er i produktion i syv år, kom der detailforbedringer efterhånden, men det var kun småting, og udseendet ændredes heller ikke meget. Den karakteristiske pæreformede køler gik igen, ligesom på de nært beslægtede modeller 502, 505 og 510. Dog kunne der forekomme afvigelser på specialbyggede modeller. 502 var iøvrigt en model, der kom i 1923 og faktisk var en 501 med de lidt større chassis-dimensioner, som efterfølgeren 503 (med den kantede køler) fik. 505 var en forstørret 501, med boring 75 mm og slaglængde 130 mm, svarende til et cylindervolumen på knap 2.3 liter, og 510 var en sekscylindret 505, hvilket blev til 3½ liter. Sportsmodellen 501S (Spinto) blev katalogført fra 1922. Med højere kompression, letmetalstempler og ændrede kamtider fik den højere ydelse og en topfart på nogle og halvfems kilometer i tiden mod de sædvanlige 70-75. 501S blev ofte yderligere tunet, og ikke sjældent med fx Siloanis topventil-topstykke.
   Standardkarosserierne på 501 var en berlina (dvs. en lukket vogn), en firepersoners touring i standard og luksusudgave og en topersoners åben. De åbne havde læderindtræk og den lukkede kunne fås enten med stof eller læder. 

 Alle modeller havde fornemt indre med tofarvede træpaneler.
   Tilsyneladende er 501 ofte blevet eksporteret som chassis og har fået karosseri på herhjemme. Som før nævnt kender vi de to endørs touringer, men der er det mærkelige, at Smith mener at hans har dansk karosseri, hvorimod det om den anden med temmelig stor sikkerhed vides, at den er blevet kørt hjem fra Italien af den første ejer (noget der ikke var ualmindeligt, skønt der var dansk importør af mærket).

En 501-racer deltog i Fanoløbet (vistnok kørt af Cai Gasterren).

Den store 510 som landaulet.

   Prototypen af 501 og de første serier havde rette skærme, altså af form som fx AGA'ens. Derefter kom de lidt tungt udseende, „moderne" skærme. 501S havde „flagreskærme", ingen trinbrædder og somme tider trådhjul. 501S havde iøvrigt blank køler, hvorimod køleren ellers var malet, uanset om der inden under gemte