|
og ind blandt publikum med et par besvimelser til følge – to
hundrede meter fra det sted, det var sprunget af. Men stor sikkerhed bragte Campbell vognen til
standsning. Den stakkels dreng blev bragt på hospitalet, hvor han døde om natten. Campbell var
utrøstelig og græd som et barn, fortalte Dynesen. Politiet plomberede „Bluebird", og da
Campbell om søndagen deltog i løbene, var det som passager hos sin mekaniker Cameron i Itala'en.
Men tilbage til søndagens løb. Under vældig larm og med fygende sand startede de fire
vogne med få sekunders mellemrum på den 2 km lange bane. Nr. 47 ,Landevejens
Aeroplan" kom flere gange til at svare til sit navn, idet den efter tilskuernes udsagn ofte var
op til en alen oppe, når den passerede ujævnheder i sandet. ,,Det var nødvendigt at holde godt fast
på rattet" sagde Dynesen, „gennemsnitsfarten blev målt til 203 kmt, og ved målet var
den 225. Jeg passerede først svenskeren, så englænderen og tilsidst tyskeren. Tyskeren var
iøvrigt noget sur, men Campbell kom hen og gav mig hånden – han var en sportsmand og en
gentleman".
Således vandt Dynesen „Nationernes Kamp" og dermed løbets fornemste sølvpokal
– synd at han ikke kom til at måle sig med Sunbeam'en. Bladet „Auto" behandlede hans sejr
meget køligt – ingen tider blev angivet for dette sidste løb – og grunden må vel søges deri,
at man fandt det klogest at gå stille med dørene, ellers blev der måske intet Fanø-løb næste
år.
Det blev der alligevel ikke, 1924 blev det 6. og sidste Fanøløb. Men for Dynesen
blev hjemturen et sandt triumftog, og mange byer havde rejst æresporte for ham.
Nogle år havde Dynesen raceren stående, så solgte han til en mand ved navn Råkær,som igen solgte den til en produkthandler Einar Skov for 600 kr.
|
|
Dynesen fortalte mig, at vognen stod i en lille skov i nærheden af
Hurup i Vendsyssel, og forfatteren tog straks derop – det var omkring 1954 – men kom to år
for sent. Den var blevet slagtet i Lemvig, og der var ikke levnet en stump af den.
Ry Andersen.
Ved restaurering af ældre biler ser man ofte det elektriske system
flikket sammen mere eller mindre „för tilfället", enten det så skyldes manglende viden om
elektriske kredsløb eller det skyldes dovenskab. Det er nemlig med det elektriske, som det er med alt
andet på den gamle: Hvis det ikke er lavet rigtigt fra starten bliver det ikke lavet, før det går
virkeligt i stykker. Og det kan indtil da være årsag til adskillige eder og forbandelser fra den
stolte ejer af det genstridige køretøj samt hovedrysten og medlidende blikke fra venner og bekendte,
som i forvejen har svært ved at forstå, at man gider beskæftige sig med sådan noget gammelt skidt.
De fleste vil naturligt nok søge at bevare så meget som muligt af originale dele på den gamle bil,
der står for restaurering. Men lad os se i øjnene: Det kan næsten aldrig betale sig at forsøge at
bibeholde det originale ledningsnet på grund af faren for mørnet isolation. Man må jo huske, at da
bilen blev bygget, havde man ikke andre praktisk anvendelige isolationsmaterialer til kabler end gummi
og lærred, og disse materialer mister deres smidighed, efterhånden som de ældes.
Fortsættes s. 24
|
