|
til dette løb, det korrekte tal var 63. Det tangerer rekorden for
et veteranbilløb i Danmark. Som Claus Ahlefeldt bemærkede har englændernes på forhånd lovede
tilstedeværelse i deres Rolls-Royces sikkert en stor del af skylden. (At der så kun var to af
vognene, der var værd at vise interesse, er en anden sag. Det er dog immervæk et pust udefra, og nye
ansigter blandt de i forvejen kendte).
Videre i sin tale takkede Claus Ahlefeldt BP som sponsor og for samarbejdet med
turistchefen.
Så De for øvrigt den servicevogn, BP havde sendt til løbet. Det var et under af
teknisk orden og snilde, og ingen behøvede at være nervøs for at komme i nød med et så alsidigt
rullende værksted inden for rækkevidde.
Presse til et løb af denne kategori er et uomgængeligt positiv og en nødvendighed for
at udvikle det i international retning, Et stort arbejde var gjort og ikke alene hjemlige aviser og TV
var involveret, men også engelsk TV bragte meddelelse om løbet. Publicity bringer automatisk det
næste punkt i talen frem. Salg og køb af biler i udlandet. Det er mig en kilde til stor undren og
for øvrigt også irritation, at man kritiserer folk, som sælger deres gamle biler til udlændinge.
For det første er det folks private ejendom, og som sådan har de lov at gøre med den, hvad de
ønsker. Desuden foregår en livlig import af biler, så livlig at den sikkert opvejer exporten. I
hvert fald er det for største del Ford A, der exporteres, og de findes i et endnu stort antal
herhjemme, mens importen i alle tilfælde er sjældne vogne. På den anden side er jeg ikke enig med
Claus Ahlefeldt, når han påstår, at han undgår at avertere sine biler til salg i Danmark for ikke
at jobbe priserne op på |
|
hjemmemarkedet. Den eneste måde, hvorpå en export kan om ikke
undgås så dog mindskes, er da ved at holde udlandets priser. Men mon ikke vi er ved at komme godt
med herhjemme? Fornylig så jeg en MG TA averteret til salg for kr. 24.500. Så var den ganske vist
også restaureret, men det er stadigvæk mere, end man vil være nødsaget til at betale for samme
model i England. Især er det nu nok lægmænd, der tror at deres gamle vrag er en formue værd, og
her er det givetvis den øgede presseomtale, der bærer skylden. Heldigvis er fordelene ved en positiv
presse dog langt i overtal.
Undervejs berørte Claus Ahlefeldt samarbejdet med Dansk Veteranbil Klub og formandens
støtte til løbet og dets udvikling.
Det faldt i formandens lod at komplimentere alle medvirkende ved dette vellykkede
arrangement, og formanden bragte en særdeles velfortjent hyldest på deltagernes og dermed klubbens
vegne. P. Taylor takkede på englændernes vegne og overrakte et sølvbæger til erindring. Samme
Taylor er for øvrigt bedemand eller undertaker, som det hedder på engelsk. Denne galgenhumoristiske
titel tiltaler ikke hans kone, så hun titulerer ham faneral director eller coffin maker, eller når
man spørger hende, hvad han laver: He makes custom made wooden overcoats.
Englands Børge Kå var også at finde i selskabet. Mr. Pinkerton har dog ingen aversion
mod slips, men besidder en uovervindelig kærlighed til sixpences. Det siges, at han ikke engang i bad
er adskilt fra sit kære hovedtøj. Da en af vore hjemlige damer rullede sig rigtigt ud, formåedes
han til at fjerne det en kort stund, så enhver kunne overbevise sig om, at det ikke bæres for at
skjule en umandig hårmangel. |
