Bilhistorisk Tidsskrift    1968 nr.  18     side  8 & 9

  

 

Citroën A coupé på Trafik-Historisk Museum.

Prototypen var en 3-dørs firepersoners touring, med kun en dør på førerens side og reservehjulet bagved døren. Der blev annonceret 2-, 3- og 4-personers turistvogne (åbne) og ditto lukkede. Den 3-personers coupe med anderumpe kan ses i et vidunderligt, urestaureret eksemplar på Trafik-Historisk Museum. Sædearrangementet i såvel denne som den tilsvarende åbne vogn er, at der er et enkelt sæde forskudt bagved førersædet og ved siden af førersædet er der et ganske lille, løst og sammenklappeligt sæde. Mange har sikkert troet, at coupe'en er en ombygget Kløverblad; — men det er altså en standardudgave af type A.
   Citroën benævnte — også i Frankrig —sin type A som 10 HP (altså med det engelske Horse Power), men den var faktisk 7-9 franske skatteheste, og 5.1 danske. Der blev fremstillet over 10.000 eksemplarer om året i 1920 og 21 og i begyndelsen

 

af 1922 fulgte så den let ændrede type B.2, med lidt større motor, lidt længere chassis og i det ydre højere køler. Samme år kom den lille type C, eller 5 HP, som senere udviklede sig til C. 3 og den berømte „Kløverblad" — men det er en anden historie.
   På dette sted skal det forresten slås fast, at ingen Citroën model nogen sinde har haft andet end elektrisk lys, og at alle blanke dele altid har været forniklet. Der er herhjemme set såvel petroleumslygter som blankpoleret messingkøler på Citroën'er. Det er himmelråbende forkert.
   Fra I. oktober 1920 var A/S Cyclone, Harsdorffsvej 5, København V, enerepræsentant for Citroën, med udstillingslokale i Axelborg. 1. februar 1922 overdrages generalrepræsentationen til J. L. K. Kragholm, Gl. Kongevej 102, København V, og 30. september 1924 får Citroën egen filial i Danmark.                                          or

 

 

Fjedrene på ældre køretøjer er næsten altid bladfjedre af halv- eller kvartelliptisk konstruktion. På grund af deres konstruktion og deres placering på køretøjet er de meget udsatte for slitage og rustangreb. Da de jo yderligere er bindeleddet mellem køretøjet og dets hjul er det let at se, at man bør være yderst omhyggelig med fjedrene ved restaurering af en gammel bil. I det følgende skal ganske kort behandles nogle arbejder, der kan komme på tale, hvis man ønsker den bedste kørekomfort og den største sikkerhed af sit færdigrestaurerede køretøj.
   Først af alt må man undersøge om fjedrene er blevet for flade i tidens løb, og det skal gøres inden man begynder at adskille vognen. Med vognen stående på en vandret flade, der er nogenlunde plan, belastet med en vægt svarende til den vognen normalt skal bære, undersøger man om nogen af fjedrene er flade eller eventuelt buer opad. Dette i sig selv er en ret subjektiv bedømmelse, men der kan ikke gives eksakte mål for, hvor flad (hvis man kan udtrykke det således) en fjeder må være, idet det naturligvis afhænger af vognmærke og type. Almindeligvis kan man imidlertid gå ud fra, at fjedrenes øverste blad skal have en svag nedadvendt bue for at være brugbare i styrkemæssig henseende. På vogne med Perrot-bremsesystem bør Perrot-akslerne stå vinkelret på ankerpladen ved den nævnte belastning. Viser det sig ved denne inspektion at fjedrene er for flade, skal de bankes op. Det er et job for en specialist,

 

hvorfor det anbefales at demontere hele sættet og lade ham ordne det videre fornødne. Hvis fjedrene er hele således at der ikke skal fremstilles dele til dem, er det heller ikke økonomisk uoverkommeligt. Til eksempel kan nævnes, at Søborg Vognfjederfabrik i København istandgjorde fjedrene til klubbens Bentley for små 2oo kr.
   Er fjedrene i orden styrkemæssigt, bør man imidlertid demontere dem for rensning og bortslibning af slidspor i de enkelte blade, endvidere for kontrol af dragebånd, løse nagler på samme etc.
   Ved demontering er det klogt at mærke fjedrene omhyggeligt op således at man får dem monteret på samme måde og sted igen. Pas på med halvelliptiske fjedre, det er ikke altid at akslen er monteret midt på fjedrene. De enkelte fjederblade er ofte sammenholdt af en bolt således at der godt kan være ret kraftigt spænd i en fjeder, som er taget af køretøjet. Det er derfor klogt ved adskillelsen at spænde fjederen op i en skruestik således at denne overtager boltens funktion inden man løsner den.
   Når nu fjedrene er adskilt, vil man sikkert opdage at de udviser ret kraftige slidspor i bladene. Disse slidspor ender i en skarp indadgående kant, der kan give anledning til brud (kærvvirkning). Denne kant skal fjernes. Det kan gøres ved at slibe fjederbladet omkring kanten således at man får en jævn overgang fra den slidte del af bladet til den del, der ikke har været udsat for slitage. Skal der bort-slibes mere end et par procent af bladets tykkelse (sædvanligvis nogle tiendedele millimeter) bør man kassere det og få et nyt fremstillet. Endvidere bør man slibe selve slidsporet således at man får en helt glat overflade fri for de små kratere,