Danmarks Tekniske Museum i Helsingør har en bil fra Dansk Automobil & Cyclefabrik, af en eller anden grund altid betegnet St. Kongensgadevognen, og som museet betegner som 1899. Den er bygget af H. C. Christiansen i Store Kongensgade og vognen formenes at være en fejlkonstruktion (differentialet er noget underdimensioneret).
   Af flere grunde tror jeg ikke på, at 1899 er korrekt.
   Da Brems fra Viborg den 24. juli 1900 præsenterede sin første vogn i København, betegnede den samlede presse den som Danmarks første motorvogn — Hammel-vognen havde man fuldstændig glemt; den havde næppe været ude at køre siden

sidst i firserne. Ganske vist havde Citus i Odense præsenteret en tricycle og en quadricycle efter De Dion Bouton princippet allerede i 1899, men sådanne køretøjer var ikke det, man forstod ved en motorvogn. Brems skyndte sig til København med vognen, for andre var på tæerne —ifølge et samtidigt fagblad var det fabrikanterne M. Jensen og Jørgen Petersen, København, der lidt senere fremviste en 4 1/2 hk motorvogn med kaleche, (denne vogn har jeg et foto af). Men hvorfor holdt Christiansen sig tilbage i dette kapløb!
   Men lad os se lidt på H. C. Han blev født i 1878 i Maribo som søn af en smedemester og oprettede i 1896 et cykelværksted i en kælder i Tordenskjoldsgade

i København. I sommeren 1899 blev det første cykelløb med motorpace afholdt herhjemme, idet man importerede nogle tyske pacere, som bragte deres maskiner med sig. Cykelløb med motorpace interesserede H. C. så meget at han —måske før, måske efter det første motorpace, skaffede sig nogle De Dion motorer fra Cudell fabrikken i Aachen, som han satte i tricycler, således som De Dion selv havde gjort det til at begynde med. Med disse apparater var det H. C.s mening at pace cykelrytterne på træbanen i Bernsdorffsgade. Det var ikke den helt store succes, for ofte kørte cykelrytterne fra paceren. Denne virksomhed opgav H. C. „og han fik derpå en tysk motorvogn herop fra Solingen". Det vides, at den havde motoren foran, men hvilket mærke det var, har det hidtil været mig umuligt at opklare.
   På det tidspunkt havde man herhjemme kun set en Benz, som Mansfeld-BWIner havde anskaffet, en Daimler som af Holger Hassel var hjemtaget til N. Larsens Vognfabrikker og grosserer Salomonsens Peugeot. Alle havde motorerne anbragt bagtil.
   Omkring århundredskiftet kom H. C. i forbindelse med den velhavende og meget fremskridtsvenlige ritmester og formand for Motorindustriforeningen FonnesbechWulff, og sammen med ham stiftede han i februar 1901 „Dansk Automobil & Cyclefabrik", H. C. Christiansen & Co. Forbindelsen med ritmesteren har måske inden selskabets dannelse resulteret i den indkøbte vogn fra Solingen. Men selv om vognen er ankommet omkring århundredskiftet, går der let et år inden det lykkes at bygge en for tiden så avanceret voiturette som den på Teknisk Museum —hvis den var den første!

I „Auto" 1926 fortælles „at en af de første vogne fra H. C. Christiansen var så primitiv, at vognens baghjul måtte løftes ved hjælp af en dunkraft — motoren startedes derpå, og den virkede direkte på det løftede baghjul, så når dunkraften blev sænket, gik vognen straks igang med nogle mærkelige rejespring". (Hvorledes man nåede at få dunkraften med, har altid undret mig). H. C. byggede nogle trehjulede motoretter (to hjul foran og det drivende hjul bagerst) og endnu i 1902 udstilledes denne type i Odd Fellow Palæet sammen med mere avancerede firehjuls voituretter og tonneauer. H. C. Christiansen fik både ros og kritik efter udstillingen — kritik for sine alt for mange og lange kædetræk. På de udstillede voituretter og tonneauer var der et kædetræk fra motoren til en såkaldt forlagsaksel, og fra denne igen to kæder til baghjulene —en for hvert af de to gear.
   Teknisk Museums vogn har kun et enkelt kædetræk og — et trinløst gear. Den kunne udmærket være et forsøg på at forenkle de kritiserede kædetræk. Sammenligner man dens karrosseri med de i 1902 udstillede voituretter fra Dansk Automobil & Cyclefabrik, kommer jeg til det resultat, at Teknisk Museums vogn er senere med sådanne avancerede ting som indbygget benzintank, „grilled" motorhjelm, håndsving foran — og friktionsgear. På de gamle 1902 voituretter sad den runde benzintank udstillet ovenover den perforerede motorhjelm. Friktionsgearet blev opfundet af en tysker ved navn W. Seck allerede i 1896 og blev fremstillet på Oberurseler Motorenfabrik i 1897. Nogle år senere overtog Fritz Scheibler denne patenterede konstruktion. Først i år 1900 blev en Scheibler vogn med dette gear vist på Frankfurt udstillingen, hvor vog-