|
nen fik guldmedalje. Denne vogn var dog så primitiv, at akslen fra
motoren til friktionsgearet lå ovenpå vognbunden. I 1901 indbyggede Ludwig Maurer gearet i en
Maurer-Union vogn, og dette udløste en bølge af „efter-opfindelser" og kopieringer.
Teknisk Museum hævder, at den såkaldte „St. Kongensgadevogn" har tilhørt Ole
Olsen, generaldirektør for Nordisk Film. Ole Olsen skriver i sin bog ,Filmens Eventyr og mit
eget" om vognen: „Det andet år jeg havde Malmø Tivoliet — i 1899 — fik jeg lavet det
sidste ny: en automobil, der blev bygget sammen (læg mærke til ordet bygget sammen, forf.) af
Christiansen i Store Kongensgade." Lidt senere: „Men dengang var man meget betaget over det nye
vidunder, skønt man ærligt talt oftere lå under vognen, end man sad i den." Og længere nede
ad siden: „Automobilen, der havde kædetræk, var bestemt til at køre rundt om forlystelsespladsens
plæne med børn, (et charabanc karrosseri havde nok været at foretrække til børn, forf.) men af og
til tog vi den selv med på en tur. Af disse udflugter husker jeg bedst en fra Malmø til Helsingborg,
der ialt varede to døgn. Største delen af turen gik med at ligge og rode under vognen, vi måtte
overnatte i Landskrona, og først seksogtredive timer efter starten nåede vi Helsingborg. Behøver
jeg at fortælle, at bilen og vi selv foretog tilbageturen pr. tog?" Herefter fortæller han, at
i efteråret 1901 blev alt inventaret fra Malmø Tivoli solgt ved auktion. Var bilen Tivoli-inventar
eller var den en brugsvogn, dens brug som bil havde dog vist sig tvivlsom! I bogen findes et billede
af Ole Olsen stående ved siden af en Olds med trådhjul og styrestang. Under billedet står der: „I
1900 fik jeg min første bil på Malmø Tivoli. |
|
Dette er nr. 2, anskaffet i 1903 i København — —".
Vognen blev altså bestilt i 1899 og leveret i 1900, hvilket daterer Ole Olsens bil, hvad det så end
har været, til 1900.
Tekniska Museet i Stockholm har en af Christiansens første vogne af typen med de mange
kæder. Det er en tre-hjulet vis-a-vis med Kelecom motor og af den type, der var udstillet i
Industriforeningen i 1902 og magen til den, frk. Simberg købte.
Om denne vogn skriver Knud Larsen: „Vognen kostede 1400 kr. og den vejede 200 kg. Den
havde tre hjul, to forhjul uden skærme og et baghjul med skærm. Motoren sad frit mellem forhjulene
uden anden køling end den frie luft og udsat for vejens snavs. Den var 1-cyl. og havde 2½ hk.
Regulering af lufttilførsel i karburatoren kunne ske ved, at man stod af vognen og gik hen foran og
drejede på nogle små håndtag. Lygterne havde stearinlys; baglygte brugtes ikke lige så lidt som
nummerplade og kørekort. Tudehornet havde en gummibold og sad på det vandrette rat. Motoren
startedes med et massivt aftageligt jernhåndtag, som man satte ind i siden på vognen. Starten
foregik under et buldrende spektakel, og når motoren var startet, koblede man den til med en lang
stang. Koblingsdelene var af stål og greb hårdt ind i hinanden, så vognen for frem med et
pludseligt spring. Der var to gear frem, men intet bakgear. Hastigheden var angivet til 30 km — men
var i virkeligheden kun ca. 23 km, og den gjorde så megen støj, at folk vendte sig om i flere
hundrede alens afstand, for at se hvad det var. Under sædet tæt ved koblingsstangen fandtes en
hovedafbryder, som blot bestod af en metalprop, som man trak op. Det håndtag, som sad lige |
