Bilhistorisk Tidsskrift  23/1970     side 28

R a d i o s t ø j d æ m p n i n g

Selv om vejret, da dette skrives, ikke indbyder til at tage de gamle biler på vejen, varer det ikke mange måneder før lysten og mulighederne er til stede. Det må derfor være aktuelt at minde om, at myndighederne pr. l. dec. 1969 kræver at alle motorkøretøjer til brug på offentlig gade og vej skal være radiostøjdæmpede.
    Det kunne måske være på sin plads at forklare lidt om hvordan radiostøjen fra motorkøretøjets elektriske anlæg opstår, idet det derfor vil være lettere at forstå, hvordan man kan dæmpe den.
   Naturen er populært sagt således indrettet at den modsætter sig enhver forandring man prøver at påtvinge den. Således også med elektriciteten. Afbrydes (eller sluttes) en elektrisk strøm i en ledning, vil der i ledningen induceres en spænding, der vil modvirke den tilstandsændring man vil påtvinge den pågældende ledning. Denne spænding er normalt ganske kortvarig, men netop derfor kan dens afhængighed af ledningens impedans give anledning til fremkomsten af en dæmpet højfrekvent elektromagnetisk svingning, der kan udstråles i rummet som radiobølger. Disse radiobølger dækker et meget bredt frekvensområde,

hvorfor de opfanges af radiomodtagere uagtet disse kun kan modtage den frekvens, de er indstillet til. De høres i højttaleren som knasen og skratten og kan i visse tilfælde endog fuldstændig overdøve den station som radiomodtageren er indstillet på. Radiostøjdæmpningen består nu i at hindre disse bølgers udbredelse.
   Den vigtigste kilde til radiostøj i et motorkøretøj er tændingsanlægget (fraregnet dieselmotorvogne) og det er da også specielt dette, der omfattes af myndighedernes bestemmelser.
  Tændingsanlæggets sekundærside arbejder som bekendt med meget høj spænding i forhold til resten af det elektriske anlæg på køretøjet og som følge heraf vil de opståede elektromagnetiske bølger have større energi og derfor større evne til at udbrede sig over nogen afstand end de opståede bølger på primærsiden. Man kan derfor nøjes med at koncentrere sig om højspændingssiden af tændingsanlægget.
   Af det tidligere nævnte fremgår det, at man enten kan hindre bølgernes udbredelse gennem afskærmning, eller dæmpe dem så meget at de ikke generer. I praksis benytter man sig af begge dele,

idet bilens karrosseri, såfremt det er af metal, udgør en delvis skærm, som i forbindelse med nogen dæmpning i tændkablerne er tilstrækkelig effektiv. På motorcykler og køretøjer uden metalkarrosseri bør man skærme tændkabel og tændrør med metalstrømpe og metal- tændrørshætte og stelforbinde begge dele.
   De elektromagnetiske bølgers dæmpning i en ledning hidrører i første række fra den ohmske del af ledningsimpedansen og man kan derfor dæmpe bølgerne ved at indføre en ohmsk modstand i tændingsledningerne.
  Der skal her ikke gives anvisninger på hvordan de enkelte bilmodeller skal behandles, men følgende kan være en hjælp til at udføre en hensigtsmæssig dæmpning i tændingsledningerne.
  Den samlede modstand i én tændledning (hvormed menes ledning fra tændspole via strømfordeler til tændrøret), kan for et køretøj med metalkarrosseri passende være 6000 ohm. Denne modstand kan indføres på forskellige måder, nemlig følgende:
  1. Jævnt fordelt modstand i kablerne.
  2. Strømfordelerrotor med indbygget
      modstand.
  3. Tændrør med indbygget modstand.