|
Det hænder engang imellem - men ingenlunde for ofte - at man i BILHISTORISK TIDSSKRIFT
såvel som i andre blade kan læse om dette eller hint veloverståede genopbygnings- eller
restaureringsarbejde på en veteranbil. Og som oftest er teksten ledsaget af billeder, der viser køretøjet
før, under og efter restaureringen. Men hverken tekst eller billeder fortæller som regel ret meget om,
hvad restaureringsarbejdet har kostet af tid, problemer og vanskeligheder, dertil ofte ægteskabelige
trakasserier, og sluttelig - nået så langt - sindsoprivende meningsudvekslinger med bilinspektører, som
synes helt at mangle den sande forståelse for nytten af at godkende den kære, gamle bil.
(Dog mindes jeg et interview med en veteranbil-mand, hvis kone ganske enkelt havde stillet ham
over for valget mellem hende eller veteranbilen. Nu husker jeg ikke, hvad den arme mand valgte, men man må
vel formode, at han valgte veteranbilen).
At genopbygnings- og restaureringsarbejdet også har givet sin udøver afslappelse og skaberglæde og
andre glæder af |
|
en egen, uforklarlig art, skal dog visselig ej forties.
Familie, venner og bekendte har som regel rystet en del på hovedet ad den slags foretagsomhed,
og det har da også sjældent manglet på gode råd og anvisninger m.h.t. at bruge tid og energi til noget
mere nyttigt og givtigt!
Engang imellem får man lyst til at spørge sig selv og andre, hvad det egentlig er, der får
ellers i øvrigt fornuftige mennesker til at interessere sig for veteranbilers restaurering og bevarelse. Og
svarene herpå ville jo nok blive vidt forskellige, netop akkurat lige så forskellige, som vi mennesker nu
engang er. - Det hænder da også, at jeg bliver spurgt ud om årsagen til denne i de flestes øjne lidt
besynderlige interesse, men mit svar herpå har som regel været et orakelsvar, som spørgeren så kan give
sig til at tyde efter eget forgodtbefindende.
Men nu skal De, kære læser, for en gangs skyld få den sande forklaring!
Årsagen til, at jeg for nogle år siden begyndte at opbygge og restaurere gamle biler, er simpelt
hen en nagende samvit- |
|
tighed over begående ungdomssynder af en sådan art, at det næsten ikke er til at
bære! - Men inden min tilståelse falder, vil jeg imidlertid på det kraftigste advare de af læserne, som
lider af tilbøjelighed for søvnløshed eller som har sarte nerver, thi det er gruopvækkende og gyselige
ting, hvorom her nu skal berettes!
Og her er så min kvalfulde tilståelse: Jeg har slagtet veteranbiler i hobetal - skønne, gamle
biler i årgangene fra 1912 og op til 1928 - herlige køretøjer som Adler, Brennabor, Citroën, Dürkopp,
Hansa, Mathis, Nash, Opel, Peugeot med flere, samt de mere - om jeg så må sige - ordinære mærker som
Chevrolet og Ford T, som nærmest var at regne for daglig kost! - Så grundigt har jeg gjort dette ædle
stykke arbejde, at der i dag end ikke findes blot sporadiske rester tilbage af alle disse ophuggede
køretøjer. Og ikke nok hermed — jeg har ovenikøbet i fuldt mål nydt arbejdets såkaldte velsignede
glæde derved, og indkassere! gode, rare menneskepenge for dette fortjentsfulde arbejde har jeg vitterligt
også!
(De af mine læsere, som ikke allerede |
|
