Bilhistorisk Tidsskrift  24/1970     side 27

nu har fået et slagtilfælde, være nu advaret, thi nu da min angerfulde tilståelse er faldet, agter jeg at gå i detaljer, og det er stygge ting, der nu kommer for dagens lys.)
   Vi skal næsten tredive år tilbage i tiden. - Som så mange andre måtte jeg nogen tid efter besættelsen finde mig et nyt job. Ved en tilfældighed kom jeg i forbindelse med en landsbyhåndværker, der ligesom jeg, på grund af tidernes ugunst nødsagedes til at skifte branche og finde på noget, der kunne give det daglige brød. Kort sagt, vi fandt ud af, at vi kunne opkøbe og ophugge opklodsede biler og lave hestetrukne lad- og varevogne af chassis'erne.
  Midaldrende læsere vil sikkert erindre, at der opstod et stort behov for hestetrukne vogne, da benzintildelingerne ophørte. Det var især bagere, slagtere og mælkehandlere, der pludselig måtte skifte fra bil til heste, men også til landmænd og til tørveproducenterne blev der lavet mange hestetrukne vogne af de ophuggede biler. Og vi gik følgelig i storproduktion.
   I hine tider var det en god forretning at hugge biler op. Alt kunne anvendes. Og blev anvendt. Til hestevognsfremstillingen anvendtes kun chassisramme, aksler og hjul. Resten blev realiseret på bedste

og lønsomste måde. Indtræk og kaleche - der var mange åbne biler dengang - blev omhyggeligt sprættet op og solgt til en produkthandler, som videresolgte det til fremstilling af skotøjsindlæg og arbejds- handsker m. v. - Dernæst afmonteredes, hvad der fandtes af kobber og messing og andre ædlere metaller. Især på de helt gamle biler var der slet ikke så helt lidt af disse i krigstider så eftertragtede metaller. - Kølere, benzinrør, snapsehaner - ja, sågar kulisse-gearstænger og håndbremsestænger af kobber eller messing var på mange af disse køretøjer snarere reglen end undtagelsen. - Resten, det vil sige karrosseri og motor, blev grundigt splittet ad og solgt som skrot og efter al sandsynlighed omsmeltet og anvendt et eller andet sted i krigsmaskineriet. En undtagelse var dog Ford T motorerne, de blev sat på et stativ og forsynet med en remskive, og så gjorde de lang og tro og som regel problemløs tjeneste ude i tørvemoserne, hvor de anvendtes som stationær trækkraft for æltemaskinerne.
   En og anden pietetsfuld veteranbilelsker kunne nok tænkes at ville spørge mig, hvordan det føltes at udføre denne rakkertjeneste? - Hertil må jeg helt ærligt svare, at jeg dengang overhovedet ikke tænkte på, at der ville komme tider, hvor 

ødelæggelsen af disse køretøjer måtte begrædes - vel snarere tværtimod. - Om jeg husker ret, så var min makker og jeg dengang ikke så lidt stolte af, at vi havde fundet ud af at holde hjulene igang, om det i den forbindelse må være mig 'tilladt at benytte mig af det i hine tider så ofte anvendte udtryk! - Dengang var sagen såmænd ret så ukompliceret, for det var ganske enkelt et spørgsmål om det daglige brød. Vi fik efterhånden ry for at lave de bedste hestevogne der på egnen, og bestillingerne indgik faktisk hurtigere, end vi kunne nå at effektuere dem, som det hedder sig i forretningssproget. Selv på søn- og helligdage måtte vi pr. cykel ud i fædrelandet og støve opklodsede biler op for blot nogenlunde at tilfredsstille efterspørgslen.
   Efter at jeg nu på behørig vis har bekendt en del af mine svare ungdomssynder - og sandelig heller ikke har undladt at fremføre, hvad der kan tjene til mit forsvar - vil jeg slutte min beretning for denne gang, men jeg skal ved tid og lejlighed fremkomme med en endnu mere udpenslende fremstilling af sagen, dersom De, kære læser, ikke allerede nu har fået mere end rigeligt?

                                Steen Hartvigsen.