Bilhistorisk Tidsskrift  27/1971    side 16

Om "Autominologi"

Af Anders Ditlev Clausager

   Når man som nyt medlem møder op i Dansk Veteranbil Klub, bliver man naturligvis som noget af det første spurgt om, hvilket automobil man ejer (thi det forudsættes, at man har et sådant!) Man må så svare, at man har en - (i mit tilfælde en Fiat 500 1939). Nå, lyder da svaret, og hvad så mere? Man smiler forlegent, for der er egentlig ikke mere man kan prale af - jo, for resten, jeg har da 700 derhjemme.
   Den replik kan virke forbløffende. Nogle er selvfølgelig klar over, hvad man taler om, men ikke 

sjældent får man lov til at fortsætte uantastet med næste replik: De er så store! (idet man med hænderne markerer en længde af ca. 10 cm). Derefter kommer folks reaktion an på hvor høflige de er - nogle morer sig åbenlyst, andre mere diskret - fraregnet de sjældne tilfælde, hvor man støder på en medsamler.
   Omend det naturligvis er en meget morsom hobby at samle på model- og legetøjsautomobiler, kan jeg dog ikke forstå, hvorfor netop denne interesse i så høj grad skulle appellere til den humoristiske sans -

der er dog tale om et lige så højtideligt, måske mere exclusivt, foretagende som det at samle på gamle automobiler in natura. I øvrigt har mine erfaringer lært mig, at det ikke sjældent er netop gammelbilentusiaster, der fatter interesse for modellerne.
   En god portion viden om automobil historie er i hvert fald ikke af vejen, når man beskæftiger sig med at samle på modelbiler. Der har næsten existeret legetøjsbiler lige så længe som der har existeret rigtige biler, måske endog før, idet det nok kan diskuteres om Pater Verbiest's sagn-