Bilhistorisk Tidsskrift  28/1971    side 7

  
Dansk A/S Scania-Vabis
Af Peter Alnøe
 
 

A/S Scania-Vabis blev oprettet i 1913 som et datterselskab af det svenske AB Scania-Vabis, der havde fabrikker i Malmö og Södertälje, og der fremstillede henholdsvis last- og personbiler. Foruden at overtage eneforhandling her i Danmark af moderselskabets bilproduktion, indrettedes A/S Scania-Vabis som maskinfabrik, særlig med henblik på fremstilling af tandhjul og tandhjulsmekanismer. Direktør for den danske fabrik blev Valdemar Christiansen, der ved sin ansættelse var overværkfører hos Nielsen & Winther. Han var kendt som en dygtig fagmand og nåede inden sin død i 1923 at leve op til den målsætning, der var givet i firmaets katalog fra 1915: „Vi tror at turde garan-

Montagehallen på Lyøvej på Frederiksberg i 1918. Forrest S.V.8, bag dem 10 lastvogne og bagest 10 formodentlig CLa 1,5 modeller.

tere, at Navnet ved os ikke skal miste sin Velklang i det almindelige Omdømme".
   Historien om de biler den danske virksomhed selv producerede, starter egentlig i Tyskland i efteråret 1913, da Alhaltische Automobil & Motorenfabrik AG, Dessau, måtte standse betalingerne og likvidere. Grunden var at nybygninger og anskaffelsen af nye maskiner havde oversteget firmaets finansielle kraft. Her købte A/S Scania-Vabis tegninger og rettigheder til det tyske firmas hovedmodel Der Dessauer, Type G3 8/24, og allerede i marts 1914 leverede Scania-Vabis sin første danske bil til Ejnar Jørgensen & Co., det var en 4-sædet phaëton. 
   Kataloget fortæller om den:„Forakslen er smedet i dobbelt T Profil af fuldt Materiale; smukt formet og overordentlig stabil er Hovedkendetegnet for vore Foraksler. Hjulene kan svinges under en Vinkel af ca. 40° saaledes at man

selv paa en smal Vej eller Gade er istand til at vende, uden at man behøver anvende Bakgang.
  Vor Motor er en Scania-Vabis Motor med 4 Cylindre, der alle fire er sammenhængende støbt. Cylinderblokken er fastboltet til Mellemparten, der ligesom Underparten er støbt af en overordentlig fin Legering af Alluminium. I Mellemstykket er med overordentlig Støbekunst indstøbt et autogen-svejset Grenrør af Staal der munder ud i Krumtappens Lejesteder. En Tandhjulspumpe pumper Olien gennem Grenrøret og videre gennem den fuldstændig gennemborede Krumtap til dennes samtlige Lejesteder, der ogsaa omfatter Plejlstangslejer. Krumtappen, der er fremstillet af fineste Specialstaal, er naturligvis slebet paa alle Lejesteder og er saa omhyggelig afbalanceret, at den ved 2500 Omdrejninger er ligesaa fri for Sitring som ved 25 Omdrejninger. Naturligvis er