|
pr. l. juni 1921 skulle forsøge at drive selskabet videre - de første år med
økonomisk støtte af Mikkel Andersen.
Det blev et efterår, der krævede sin mand fra tidlig morgen og ofte til langt ud på natten.
Vognene skulle jo køres, vaskes, smøres, repareres osv. og de få medarbejdere, der var ansat, tjente kun
lige til dagen og til vejen - sommetider mest til „vejen", når det kneb med likvide midler til
driften af de „gule". Ved regnskabsføringen hjalp fru Esther troligt med ved bl. a. at tælle og
tutte småmønterne.
Først i den hårde vinter 1921-22 var |
|
AOS' vognpark i garageanlægget i foråret 1924. Fra venstre: Nr. l GMC 1920 (nu med
luftringe på baghjulene), nr. 2 GMC 1920, nr. 4 Ford T ca. 1922, nr.5 Ford T 1923, nr. 6 Ford T 1923 og
bagest nr. 3 „Sardindåsen", Ford T ca. 1922.
|
det som om at ålborgenserne fik øje på fordelene ved de gule omnibiler.
Selskabet hed nu officielt „Aalborg Omnibil Selskab" og vintervejret var absolut i dets
favør. På spørgsmålet om der var udvidelser i luften svarede den ene af omnibilførerne, mens der
kørtes hen ad Dannebrogsgade: „Ja, om kort Tid faar vi Nr. 3 Vogn, og til Efteraaret Nr. 4, og
dermed vil vi egentlig kunne sige, at der |
|
er rigtig „Sporvognsforbindelse" som Folk kan være tjent med."
Det blev en lille 8-personers Fordvogn, selskabet barslede med i foråret 1922. Den fik
hurtigt navnet "Sardindaasen" - pladsen var jo temmelig kneben og den anvendtes da
også mest som reserve. I efteråret ankom en 11-personers Ford og i oktober 1923 nok to Ford Ter,
disse dog kun 9-personers. Vognene havde langs- |
|
|
