|
Fra 1930 og til op i halvtredserne kørte selskabet næsten udelukkende med
Triangel-vogne, 30 i alt. Blandt de seks første var de fem i den oprindelige trambusfacon. Her bør
nævnes, at man for en stor del af vognenes vedkommende lod karrosserierne bygge på selskabets eget
karrosseri værksted på Hadsundvej, hvortil også busgaragerne senere flyttedes. Karetmager Daugård
forestod ledelsen af karrosseriværkstedet, hvor bl. a. „Guldbussen"s fire efterfølgere byggedes på
færdige chassiser fra Odense.
I 1934 fik trambusserne ny facon, populært kaldet „Elefant"-typen, p. g. a. de
„indiske" svaj i linieføringen. Dengang virkede de sikkert meget elegante, men mon ikke nutiden vil
se med mildere øjne på typen fra 1931 ? I grundtrækkene adskiller den sig nemlig forbløffende lidt fra
de „city-linere", der i dag præger gadebilledet.
I trediverne begyndte man for alvor med turisttrafik i AOS. Særlig bemærkelses- værdig var
en Triangel turistvogn fra 1937, som ifølge en datidig beskrivelse var „den mest elegante og raffinerede
selskabsbil i Danmark". Vognen, der var bourgognefarvet med elfenbensfarvede skærme, havde plads til
20 passagerer, der mageligt kunne slappe af i læderbetrukne |
|
sofaer og drejelige lænestole. Den var i drift i AOS til 1961!
Bybusserne var dog hjertebarnet, og efter krigen påbegyndtes en stærk tiltrængt fornyelse af
vognparken, bl. a. med AEC og Triangel. Da sidstnævnte ophørte med omnibusfabrikation gik man i 1953 helt
over til Volvo, hvoraf der i dag er ca. 45 - af hvilke over halvdelen er hurtige og komfortable „city-linere".
De er trods alt et bedre „surrogat" for sporvogne end gamle „Onkel Torns Hytte".
(fortsat -fra side 7)
Danmark - en Ford A 1928 eller 29 kaleche-coupé, der ikke alene er forsynet med 30-31 hjul og lygter, men
på forbløffende vis også med 1930 køler og kølerkappe! I de tilfælde hvor Sedgwick har en anden
datering er vognene næsten altid blevet yngre end i den danske bog, men i et enkelt tilfælde dog flere år
ældre. Sedgwick er dog ikke sikker på at hans datering af en 15 CV Lorraine- Dietrich er korrekt, og han
beklager en trykfejl et sted, hvor der står 12-lit,e Cadillac i stedet for 1½litre.
Det må blive en temperamentssag om man foretrækker den engelske bog med Sedgwicks knappe og
kontante oplysninger |
|
eller den danske med Raben-Levetzaus mere, skal vi sige anekdotiske tekst. Det er under
alle omstændigheder svært at få øje på bogens berettigelse.
Batsfords forlag gør i øvrigt opmærksom på, at den kendte og værdsatte „The Restoration
of Vintage and Thoroughbred Cars" af Richard Wheatley og Brian Morgan er kommet i ny og ajourført
udgave. Pris
£2.00.
or
BUKET FOR
BILISTER
Ovenstående overskrift kunne give det udtryk, at der kom noget kedeligt noget om skatter og
udgifter, så lad mig derfor skyndsomst forkynde, at det blot er titlen på en bog.
Når jeg vil fremhæve denne bog her i bladet, er det fordi jeg tror, mange har overset den,
når de er ude at jage auto- mobillitteratur.
Bogen er hverken automobilteknisk eller historisk, hvorfor den heller ikke er placeret på de
hylder hos boghandlerne, hvor vi plejer at lede. Den må nærmest betegnes som en samling „short
stories" med det tilfælles, at de handler alle om automobilisme. |
|
