|
Bilhistorisk Tidsskrift NR. 34 - VINTER 1972-73 side 13 |
Vi mødtes en 6-7 stykker - formanden includeret. Desværre havde man forlagt nøglen, heldigvis dog ikke til garagen, men til vognen. Det eneste vi fik at se i halvmørket (det var en rigtig grå, sur dag), var en nydeligt udseende bil, et pænt motorrum, og et hav af overførelsesmærker, der næsten gjorde det umuligt at se ind ad vinduerne. Vi fik af skifterettens repræsentant at vide, at vi inden 8 dage kunne afgive et skriftligt bud, hvorefter budgiverne ville blive indkaldt til møde. Man ville da få lejlighed til yderligere at byde en gang — og vognen ville så blive solgt til højestbydende. Vi var kun 2, der bød - Gunnar Falk og undertegnede. Der gik lang tid, før vi hørte nyt, men så kom der endelig brev med indkaldelse til den 5. januar. Vi mødte begge, og aftalte at vi ikke ville byde hinanden op. Det væsentligste måtte være at få vognen bevaret - og helst i klubben. Vi fik til vor store overraskelse at vide, at en synsmand havde vurderet vognen til 2.000 kr., og at den, hvis den ikke indbragte dette beløb, ville havne på automobilauktionerne! Falk og jeg kiggede på hinanden (vi havde regnet med højst 1.000 kr.) og undrede os over den høje vurdering. Så fik vi lov til at udsætte mødet - og endda låne nøglerne til garagen, hvorefter vi drog ud for at |
bese DKWen på ny. I mellemtiden var de manglende nøgler til selve bilen dukket op, og vi kom ind i vognen uden besvær. Heldigvis havde den tidligere ejer ikke mindre end 2 pumper liggende i garagen, hvorfor det var en smal sag at få noget luft i dækkene og få skubbet bilen ud af garagen. Nu forstod vi pludselig bedre vurderingen. Vognen stod faktisk som en ny bil. Lidt støvet (den havde været urørt i 8 år), men ellers i sin originale lak og med det originale indtræk perfekt bevaret under skånebetrækket. Vognen havde i alt kørt 41.265 kilometer — og vi er nu helt klar over, at det ikke er 141.265, men kun de |
41. Vi syntes begge - Falk og jeg - at denne vogn var enestående, og var
begge parat til at betale de krævede 2.000 kr. Men vi var jo enige om
ikke at ville byde hinanden op - så den bedste løsning måtte være at
trække lod. Falk foreslog at vi skulle klunse, den skurk, jeg tror, han
er god til det, men i ly af ønsket om, at det skulle gå helt salomonisk
til, udtalte jeg, at lodtrækning måtte være det rigtige. Og nu er jeg
altså ejer af vognen. Den runde femmer jeg benyttede (der har plat på
begge sider) vil jeg naturligvis lade indramme. Så kun den ene side er
synlig. Glad drog jeg ind til skifteretten. Falk ville trods alt godt gi'
mig et lift. Jeg betalte de 2.000 kr. og fik at vide, at papirerne
desværre ikke eksisterede. Da vi imidlertid kendte nummeret på vognen,
var det nemt at få kopier af papirerne — og dem har jeg allerede
skaffet. |
