Bilhistorisk Tidsskrift  NR. 35 - SOMMER 1973     side 15

  

sig selv tyder et billede på, hvor samtlige vogne er fotograferet uden for hans forretning. Jeg sidder selv i en af dem. Til højre ser man Poul Dahl med vognen der kørte fra Paris til København.
   løvrigt har jeg et fotografi fra midt i tyverne, jeg tror det var 26, hvor Poul Dahl kom kørende med sin kone i en Chenard & Walcker fra Paris til København og havde telegraferet til far at han kom, for anden gang. Vi sadlede vognen, og hele familien var med og mødte ham mellem Roskilde og Ringsted.
   Bortset fra den tur jeg havde i 1902 med corsoen i anledning af biludstillingen, går min første erindring om en rigtig automobiltur tilbage til den trehjulede motorcykel med den tohjulede påhængsvogn. Jeg husker ganske tydeligt en søndag morgen, far var kommet kørende med dette store apparat, og det stod nede i gården og skinnede. Man kendte ikke til at have horn på, så der var en mægtig stor klokke, og vi kunne jo ikke dy os, men skulle hen og ringe på denne klokke. Vi var meget utålmodige, for vi havde fået at vide, at vi skulle forsøge at komme til Roskilde. Da vi endelig var færdige og placeret, far på cyklen og mor og tre børn i den store påhængsvogn, jeg på en skammel ved forsmækken, gik det ud ad Vesterbrogade, far

svedte og trampede op ad Frederiksberg Bakke, han skulle udvikle lige så mange hestekræfter som selve motorcyklen. Men vi kom da over, og så gik det støt. Jeg husker ikke så meget af selve turen, andet end at far sagde: - -Vent nu bare, nu skal vi snart se spirene af Roskilde domkirke. Det varede en rum tid før én råbte: - Der er spirene! Og så råbte alle vi børn hurra. Den dag i dag kan jeg ikke lade være med at sige: »Der har vi Roskilde domkirke«, når jeg kommer på de kanter, og så går tankerne tilbage.
   Det med at købe benzin på apoteker og sådan noget har jeg aldrig kendt til, vi har altid haft rigelig med i vognen. Men vi skulle standse ved en masse bomme, det var meget irriterende, og betale ti eller tolv øre, hvor meget det nu var.
   Med den trehjulede De Dion-Bouton kom far en søndag kørende - uden påhængsvognen - på cykelstien som lå i midten af Strandboulevarden. Han blev standset af en betjent fordi et motorkøretøj ikke måtte køre på cykelstien. Far blev noteret, men tog lige op på domhuset og fik politiet til at indrømme, at det var en cykel.
  Samme dags eftermiddag kørte han ned ad Strøget - nu med påhængsvognen - og blev standset af en betjent, fordi man ikke måtte køre på cykel. Igen hen på domhuset

hvor han nu fik overbevist politiet om, at det var et motorkøretøj!
   Far havde et farligt vrøvl med at sælge den trehjulede cykel. Han var meget oprevet, for en Peter Schannong, der solgte gravmonumenter og var en kendt kunstcyklist, ville købe den, jeg ved ikke om han allerede havde købt den, i hvert tilfælde skulle han prøve den. Far siger til ham: — Pas nu på Peter, det er ikke sådan at køre på en trehjulet cykel.
   — Åh sludder og vrøvl, du skal da ikke bilde dig ind, at du skal lære mig at køre på sådan en cykel.
   - Ja, nu kan du se, du må betale hvis du slår noget i stykker.
   Og Schannong kørte ned ad Vester Boulevard, en forholdsvis stille gade dengang, og da han så skal svinge, ryger han op over en kantsten og slår en af tændspolerne eller hvad det var, der sad neden under af, og den var ikke til at fremskaffe. Far blev gal i skralden og sagde: - Der kan du selv se, nu får du lov at betale eller købe cyklen.
   De blev dødelige uvenner, og mærkeligt nok varede dette uvenskab næsten til de begge lå i deres grav.
   Efter biludstillingen i 1902 begyndte far at interessere sig mere for salget af automobiler. Det er rigtigt, hvad der står i