|
sig selv tyder et billede på, hvor samtlige vogne er
fotograferet uden for hans forretning. Jeg sidder selv i en af dem. Til
højre ser man Poul Dahl med vognen der kørte fra Paris til København.
løvrigt har jeg et fotografi fra midt i tyverne, jeg tror
det var 26, hvor Poul Dahl kom kørende med sin kone i en Chenard &
Walcker fra Paris til København og havde telegraferet til far at han kom,
for anden gang. Vi sadlede vognen, og hele familien var med og mødte ham
mellem Roskilde og Ringsted.
Bortset fra den tur jeg havde i 1902 med corsoen i anledning
af biludstillingen, går min første erindring om en rigtig automobiltur
tilbage til den trehjulede motorcykel med den tohjulede påhængsvogn. Jeg
husker ganske tydeligt en søndag morgen, far var kommet kørende med
dette store apparat, og det stod nede i gården og skinnede. Man kendte
ikke til at have horn på, så der var en mægtig stor klokke, og vi kunne
jo ikke dy os, men skulle hen og ringe på denne klokke. Vi var meget
utålmodige, for vi havde fået at vide, at vi skulle forsøge at komme
til Roskilde. Da vi endelig var færdige og placeret, far på cyklen og
mor og tre børn i den store påhængsvogn, jeg på en skammel ved
forsmækken, gik det ud ad Vesterbrogade, far
|
|
svedte og trampede op ad Frederiksberg Bakke, han skulle
udvikle lige så mange hestekræfter som selve motorcyklen. Men vi kom da
over, og så gik det støt. Jeg husker ikke så meget af selve turen,
andet end at far sagde: - -Vent nu bare, nu skal vi snart se spirene af
Roskilde domkirke. Det varede en rum tid før én råbte: - Der er
spirene! Og så råbte alle vi børn hurra. Den dag i dag kan jeg ikke
lade være med at sige: »Der har vi Roskilde domkirke«, når jeg kommer
på de kanter, og så går tankerne tilbage.
Det med at købe benzin på apoteker og sådan noget har jeg
aldrig kendt til, vi har altid haft rigelig med i vognen. Men vi skulle
standse ved en masse bomme, det var meget irriterende, og betale ti eller
tolv øre, hvor meget det nu var.
Med den trehjulede De Dion-Bouton kom far en søndag kørende
- uden påhængsvognen - på cykelstien som lå i midten af
Strandboulevarden. Han blev standset af en betjent fordi et motorkøretøj
ikke måtte køre på cykelstien. Far blev noteret, men tog lige op på
domhuset og fik politiet til at indrømme, at det var en cykel.
Samme dags eftermiddag kørte han ned ad Strøget - nu med
påhængsvognen - og blev standset af en betjent, fordi man ikke måtte
køre på cykel. Igen hen på domhuset
|
|
hvor han nu fik overbevist politiet om, at det var et
motorkøretøj!
Far havde et farligt vrøvl med at sælge den trehjulede
cykel. Han var meget oprevet, for en Peter Schannong, der solgte
gravmonumenter og var en kendt kunstcyklist, ville købe den, jeg ved ikke
om han allerede havde købt den, i hvert tilfælde skulle han prøve den.
Far siger til ham: — Pas nu på Peter, det er ikke sådan at køre på
en trehjulet cykel.
— Åh sludder og vrøvl, du skal da ikke bilde dig ind, at
du skal lære mig at køre på sådan en cykel.
- Ja, nu kan du se, du må betale hvis du slår noget i
stykker.
Og Schannong kørte ned ad Vester Boulevard, en forholdsvis
stille gade dengang, og da han så skal svinge, ryger han op over en
kantsten og slår en af tændspolerne eller hvad det var, der sad neden
under af, og den var ikke til at fremskaffe. Far blev gal i skralden og
sagde: - Der kan du selv se, nu får du lov at betale eller købe cyklen.
De blev dødelige uvenner, og mærkeligt nok varede dette
uvenskab næsten til de begge lå i deres grav.
Efter biludstillingen i 1902 begyndte far at interessere sig
mere for salget af automobiler. Det er rigtigt, hvad der står i
|
|
