|
Vognmændene havde ikke mange penge, dæk var en stor post,
og når der knaldede et dæk om natten måtte de have et nyt med det
samme, ellers mistede de deres fortjeneste. De vidste, at de altid kunne
banke »Per Søren« op og få et »dækker«, for det meste på kredit.
Salget koncentrerede sig i begyndelsen om København. Det var
ret småt i starten, der var ikke råd til at have bil, far måtte køre
rundt på sin cykel og tale med kunderne. Men da der var gået nogle år,
fik vi også stuetagen i huset og så kælderen, til sidst havde vi
næsten hele underhuset til lager, kontor og privatlejlighed. Omkring det
tidspunkt da vi startede med autogummi have Taxamotor fået alle sine fine
hvide Renault drosker, jeg har selv været mange gange med dæk hos
direktør Jespersen, men det var nu ikke den store handel, vi havde med
Taxamotor, for far turde ikke give så store kreditter. Det var for store
summer, der drejede sig om. Da jeg senere var på Poul Dahls
tændrørsfabrik i Paris, så jeg på lageret nogle morderlig flotte
tændrør, med det røde TM på porcelænet, lavet specielt til Taxamotor
i København.
Der var en regel om, at droskerne skulle have mindst to
stålknopdæk, dæk der var vulkaniseret med læder med stålknopper.
|
|
For at læderet overhovedet kunne vulkaniseres sammen med
gummiet, måtte det affedtes, til gengæld skulle vognmændene huske at
behandle læderet med syrefrit fedt hver gang det blev vådt - og det
gjorde de ikke, så de dæk kunne ikke holde.
Så dukkede det første mønstrede dæk op. Det var russisk,
fra en fabrik der hed Prowodnik, og de var røde, med et sjovt
slidebanemønster. Det blev så godkendt, at droskerne kunne køre med to
af dem i stedet for stålknopdækkene.
Far var gram i hu og sagde, at det var noget sludder, for det havde
ikke noget med mønstret at gøre om dækkene skred, det var
gummilegeringen, der gjorde dækkene skudsikre. Far lavede vrøvl hos
politidirektøren men blev smidt ud med fuld musik. Så foranstaltede far
en tidlig morgen en prøve på Rådhuspladsen, hvor der var asfalteret.
Han havde bestilt et par vandvogne til at gøre kørebanen våd, og nogle
ens droskevogne, monteret med henholdsvis de glatte dæk der havde været
det almindelige indtil da, stålknopdæk og de ny mønstrede dæk.
Bremseprøverne viste, at stålknopdækkene skred ikke; de mønstrede var
akkurat som de glatte. Men politidirektøren lod sig ikke overbevise. Far
gik til den franske minister (gesandt) og
|
|
fortalte ham om det, og skrev
samtidig til fabrikken i Clermont-Ferrand, at han blev generet af myndighederne og
ikke kunne komme nogen vegne med dem. Efter en måneds tid blev far kaldt
op til politidirektøren, som straks sagde: — De må jo have Fanden til
morbror. - Det har jeg også, svarede far. - Ja, det er en skandale, her
bliver jeg, politidirektøren, kaldt op til udenrigsministeren og må stå
skoleret for ham. - De kan køre med hvad De vil af gummi, jeg vil ikke
have noget at gøre med det mere.
Det viste sig at gummifabrikkens direktør var Clementel, som
var fransk minister, vist nok handelsminister, og så gik ballonen.
Imidlertid gik der jo ikke lang tid, før vi alle handlede
med mønstrede dæk, det var alligevel tidens løsen.
Nu ville far have bil igen, også for at kunne besøge kunder
i provinsen, og hos en vognmand på Gammel Kongevej fandt vi to Clement
chassiser, tidligere droskevogne. Far købte dem begge for en slik, og vi
fik en undervogn ud af de bedste dele. Et tidligere droskekarrosseri fra
et andet sted blev passet til, og det blev en ganske pæn vogn. Men vi
kunne ikke få den til at gå. Så er der ikke andet for end Motordoktoren
i Victoriagade, sagde far. Og det var noget så sjovt. Han kom lige ud og
|
|
