| |
Afdøde Tom Brahmers Silver Ghost 1913.
der gennemførte strækningen anden dag nærmest sin
gennemsnitshastighed fra første dag, havde vundet. Det må understreges,
at det var meget lange og meget stejle distancer, man kørte.
Under en pause den anden dag kunne man prøve sin bil på Österreichicher
Ring, en 6 km lang pragtfuld væddeløbsbane. Det er mit indtryk, at nogle
lod sig friste og pressede de gamle biler lidt mere end godt var.
Vi deltog ikke i de to "motoring days", da vi
syntes, det burde være forbeholdt bilerne fra før 1914, men Hans og jeg
deltog som passagerer og førere på skift hos flere af de andre på
turen. At blive fører (det er min kæphest, at vi skal have lejlighed til
at køre hinandens biler) voldte vanskeligheder, men Hans og jeg opfandt
et godt system: Vi udvalgte en bil, som vi gerne ville prøve, udtalte os
i meget beundrende vendinger og lod ejeren forstå, at vi gerne ville
være passagerer, hvilket han ikke havde noget imod. Når vi havde kørt
nogen tid, begyndte vi at kritisere ejerens gearskiftningsteknik, holdt os
for ørerne når han „børstede tænder" (hvad han ofte gjorde).
Med usvigelig sikkerhed resulterede det i, at ejeren
|
|
blev irriteret og spurgte, om
vi kunne gøre det bedre, hvad vi straks erklærede, hvorefter vi
fik overladt rattet, medens ejeren ventede på at skulle triumfere
over vor umulighed. Uden at ville prale må jeg hævde, at Hans og
jeg i mange tilfælde havde mere finger- og tåspidsfornemmelse end
ejerne selv. |
|
Det var turens højdepunkt at få lejlighed til at
køre disse gamle biler, der selv om de var samme model og samme
årgang, var så forskellige som nat og dag.
Fra Wörthersee til Salzburg fraveg vi som flere andre
den officielle rute og kørte over Grossglockner i tropevarme. På
et tidligt tidspunkt begyndte motoren i |
|
|
