| |
57 år med lastbiler
Beretningen fra storebror Peter Sørensen jr. sluttede med enden på
første verdenskrig, og her overtager lillebror, Sv. Palle Sørensen, som
har været i bilbranchen i 57 år - de sidste 46 som lastvognssælger.
Jeg startede i 1916 i fars forretning som sælger,
navnlig af massive lastvognsringe. Lastvogne kørte kun med massive
ringe. De kunne køre 15-20 km i timen - mange vogne havde
kædetræk. En tur fra København til Korsør og retur tog som regel
to dage.
Far havde som sagt fået en dejlig fransk åben
Delahaye fra Tyskland efter krigen. Den tog jeg nogle gange om
aftenen og kørte tur ind gennem Strøget, naturligvis lidt
langsomt. Nu var vognen godt kendt af de droskechauffører far
solgte dæk til. De kendte også mig, kørte uden om og tuttede i
hornet og råbte: - Du kan godt køre hjem Palle, der er ingen piger
på Strøget i aften . . .
Efterhånden gik lastvognene over til luft- ringe og handelen
med massive ringe gik næsten i stå. I 1927 søgte jeg stilling som
lastvognssælger hos F. Bülow & Co. og fik |
|
stillingen som sælger af GMC lastvogne. Jeg fik
bygget en fin demonstrationsvogn med GMC mærker på dørene og
kørte Sjælland rundt med denne flotte vogn, der også var min
privatvogn. Jeg kørte tit i biografen med den. Det var nødvendigt
på den tid at demonstrere så store lastvogne for kunderne, for de
fleste kendte kun 1½-2 tons Chevrolet og Ford T. Jeg solgte godt,
men så gik USA-dollaren op i den høje kurs, og det blev for dyrt
at tage GMC lastvogne hjem fra USA. I 1934 søgte jeg over til
Alfa-Laval i Møllegade i København (Volvo) - og de havde desværre
kun 3 á 3½ tons lastvogne de første år.
Jeg var sammen med Arnold Heimann og Jens Larsen. Jeg
glemmer ikke Heimann, vi var barndomsvenner og arbejdede godt
sammen. En dag var Heimann inde hos vor daværende svenske
direktør, Ek. |
|
|
Der blev ringet efter ham, der var en kunde ovre på pladsen på den anden
side af gaden. 20 minutter efter kom han op til direktøren med et
mægtigt blåt øje. Min gud, sagde direktøren, hvad er dog det? Det var
bare en kunde som var inde og betale første afdrag på sin bil. Heimann
var blevet uvenner med kunden og det ene ord tog det andet - og de gav
hinanden et blåt øje. Det var ikke værre end at kunden kom igen den
næste dag, det hele var glemt. Jeg var ikke meget bedre. En dag kom en
lille mekaniker op på kontoret. Han sjakrede lidt med brugte vogne og var
Danmarks-mester i fjervægtsboksning. Han skulle være morsom og stille
sig op i boksestilling. Jeg tog fat i hans ene arm - trak ham ind til mig
og hev ham ud ad vinduet i l. sals højde og holdt ham med hovedet nedad.
Han skreg som en stukket gris, så alle vore mekanikere kom ud fra
værkstedet for at se, hvad der var i vejen. Jeg sagde bare til ham: -
Hvis du ikke er ordentlig giver jeg slip. Det lovede han, og jeg trak ham
ind igen.
Man kendte ikke hydraulisk vippelad - det var hånddrevet
enten side- eller bagtip. Standardførerhus kendte man heller ikke -
førerhusene blev bygget herhjemme. Mange gange når vi skulle ud og
demonstrere et chassis sad vi på en trækasse med et løst
|
|
