|
over på de 6 cylindre. Fragtmændene blev helt
forskrækkede over den megen larm - de var vant til den mere lydløse
benzinmotor. Der var trods alt nogle som fik lyst til at købe vognene,
men først efter at jeg havde lavet nogle kørselsberegninger over, hvor
meget de kunne spare ved at køre med dieselolie (dengang var
vægtafgiften på lastvogne det samme som på benzinvogne).
Jeg havde en dejlig Volvo personvogn PV651, der var en stor
og tung vogn. En dag kørte jeg ned ad en sidegade til Vesterbrogade. Der
gik en flot pige med korte skørter. Jeg var ung dengang og kunne ikke
lade være med at kigge på pigen. Jeg havde godt set, at der kørte en
åben Chevrolet med kaleche foran, men jeg havde ikke set at Chevrolet'en
var standset og kørte lige ind i den. Den fik et puf, så den røg tværs
over Istedgade. To mand sprang ud af hver sin dør og kom farende hen til
mig. Jeg sagde: - Nå, I fik et lille puf. Lille puf, sagde de - vi var
nær røget ud gennem taget. Iøvrigt er vi fra politiet. Det var jo ikke
så godt, jeg kiggede lige efter en god pige, der gik på fortovet, hvad
standsede I op for?
De kunne ikke lade være med at grine over min ærlighed, de
havde kun fået en bulet kofanger. Jeg gav dem mit visitkort |
|
og sagde, at de kunne tage ud på vort værksted i Møllegade og få en ny
kofanger. Den er i orden, sagde de og kørte videre. Det gik vist ikke i
dag.
Jeg kan godt lide damer, men jeg har altid haft lidt svært ved
at handle med damer, eller når de blandede sig i forretningen. Jeg vidste,
at en af mine gamle kunders søn havde startet en vognmandsforretning i
Ballerup. Jeg besøgte ham og havde omtrent handlet om en ny Volvo, da hans
kone kom ind i stuen og blandede sig i forretningen. Hun endte med at sige,
at han ikke havde råd til at købe en ny vogn, for hun skulle have en ny
hat. Lille frue, sagde jeg, De skal nok få en ny hat af mig. Hun lo, og vi
fik handlet, og det blev med årene til mange hatte.
Det er ingen hemmelighed, at man havde det mere morsomt som
sælger i mine unge dage - der var ikke ræs på som nu. Vi skulle gerne ind
i Brasilko, en pæn lille restaurant på Strøget. Der mødtes vi med flere
sælgere fra F. Bülow og Hans Lystrup, og drillede hinanden med hvad vi
havde solgt. En dag sad min gamle salgschef fra Biilow og pralede med, at
han lige havde solgt to GMC lastvogne til et firma i Valby. Jeg kendte
tilfældigt firmaets direktør fra handelen med massive ringe, kørte
direkte ud til firmaet, fik direktøren
|
|
i tale og fortalte ham, at jeg nu handlede med Volvo. Han bad om et tilbud,
da han endnu ikke havde købt GMC. Jeg fik forretningen og kom nogen tid
senere ind i Brasilko, hvor min gamle salgschef sad. Han var lidt lang i
ansigtet, og sagde at det var sidste gang han pralede med en forretning, der
ikke var i orden.
Desværre opgav Alfa-Laval at forhandle Volvo lastvogne, og
Heimann og jeg blev de første Volvo-forhandlere. Da ingen af os havde
større kapital, opgav vi at være forhandlere. Jeg gik så over til De
Forenede Automobilfabrikker på Strandvejen, der solgte de danske Triangel
lastvogne. Da Thrige opgav at fabrikere de danske lastvogne, fik de
forhandling af de engelske Austin lastvogne.
Så kom anden verdenskrig, og handelen med biler gik i stå.
Alligevel var jeg heldig. Da krigen kom, havde jeg mange lastvogne som var
gjort fint i stand. Jeg fik ikke afregning på de ny vogne, før den brugte
vogn, som jeg havde taget i bytte var solgt. Det danske militær købte
næsten alle vognene, og jeg fik en fin afregning. Al handel med ny vogne
gik i stå, der blev kun solgt brugte vogne, som prisdirektoratet skulle
godkende, for der blev solgt mange vogne til ulovlige priser. En dag ringede
direktør Køhlsen fra Danmarks
|
|
