Bilhistorisk Tidsskrift  NR. 38 - FORÅR 1974     side   19

  

Bentley 3½ ltr.
 Af Geoff Segal

Det var en meget begejstret 3-årig Sune, der af sin far fik at vide, at vi to skulle på „mandetur" til England, hvor vi dels skulle holde lidt ferie og dels se, om vi ikke kunne finde en „gammel bil" at tage med hjem.
   Jeg havde på forhånd gjort mig visse tanker om, hvad det skulle være for en gammel bil. Drømmen var „naturligvis" en ægte W. O. Bentley, men takket være de skyhøje priser for selv de mest miserable eksemplarer, måtte drømmen jo forblive en sådan. Som „trøstpræmie" stod en Alvis Speed 20 som nr. 2 på listen, og som nr. 3 en Derby Bentley.
   Den 29. november 1972 blev vi af den store sølvfugl transporteret til London, hvor vi slog os ned hos gode venner. Tidspunktet var valgt således, at vi skulle være i England samme dag, som „Motor Sport" udkom, hvorved vi havde en med englænderne ligestillet chance for at komme først til et evt. „bid". Det var rent vilkårligt, at vi havde valgt dette nummer af „Motor

 

 

Sport", og det tog heller ikke kegler. Udvalget af de biler, som lå inden for vore muligheders grænse, var mildest talt uin- teressant. Der var ikke skyggen af en Speed 20. Der var en morsom lille Riley; men ejeren havde telefonsvarer på, og det havde han stadigvæk 10 dage senere, da vi rejste hjem.
   Bil skulle vi have, og den eneste farbare udvej var derfor at gå på jagt hos de „professionelle". Vi startede hos "James" Bond, Vintage Autos Ltd., der med sit slogan "No old bangers sold ..." (ingen gamle øser sælges) lød ret så tiltalende. Her ventede os dog en skuffelse. Han tilbød mig bl. a. en 1929 Triumph Super 7 til den ganske horrible pris af 985 pund. Den var „fuldstændig restaureret", lige ned til boblerne i lakken. Et par hundrede pund havde været nærmere målet - hvis den så også havde været i orden. Næste besøg aflagdes hos Dannie Margulies (se denne), der, som jeg senere andetsteds fik at vide, ikke alene var ærlig men tillige dyr

 

(he's honest, but bloody expensive). Her var der til gengæld biler at se. Det kriblede ikke så lidt i speederfoden ved synet af en 4½ Itr. W. O. Bentley tourer i British Racing Green, en ikke mindre pragtfuld 3 Itr. Sunbeam tourer, der med sine to overliggende knastaksler sang en af de skønneste melodier, jeg nogen sinde har hørt, samt en „fræk" lille Bugatti, som jeg - som ikke-bugattist og med altomfattende mangel på kendskab til Vorherres eget bilmærke - ikke var i stand til at typebestemme. I den mere folkelige ende af skalaen havde den dyre Dannie en 3½ ltr. Derby Bentley, som var i ganske acceptabel stand, men han lagde ikke skjul på, at maskinen havde set bedre dage. Han levede således op til sit rygte, men til trods herfor eller måske rettere netop derfor - købte jeg ikke bil hos Dannie-boy.
   For at spare mine (formodede) læsere for yderligere detaljerede beskrivelser vil jeg blot nævne, at jeg under min lange og trøstesløse ølkenvandring kom forbi diverse bil-oaser med bl. a. en yderst miserabel Silver Ghost til foræringsprisen 10.000 pund, en laber Hispano Suiza (som de altid høflige englændere kalder for en Banana Squeezer (bananpresser), og diverse andre mere eller mindre obskure rariteter.
   For at gøre en kort historie lang faldt