|
jeg en dag over min nuværende stolthed. En 3½ ltr- Derby
Bentley sports-sedan med stelnr. B l6l AE - en af de allerførste
RR-Bentley'er - bygget i 1933, da den høstede ros som Århus høster
vittigheder. Den var hverken særlig god eller særlig dårlig, den passede til
pengepungen, og havde netop det „bid", som jeg synes en bil fra 30'erne skal
have.
Ungen blev pakket godt ind, afsked blev taget med de hovedrystende
venner, de små håndtag på rattet for tænding, håndgas og blanding blev
indstillet (livets små glæder, som endnu glæder min barnesjæl) og med et
højst upassende brøl fra den gennemhullede udstødning stak bæstet sin lange
snude ind i øsregnen med kurs mod Harwich.
Trafikken ud af London var enorm og langsom. Efter to timer var vi
stadigvæk ikke uden for bygrænsen og standsede for at tanke op med andesteg
og „fisk-og-fritter" - man kunne næsten ikke være andet bekendt med den
kølerfigur. Så af sted igen, og da vi endelig kom ud på den nyanlagte
motorvej ved Colchester blev der lukket op. Med speedometret på 70 miles
holdt jeg vognen med noget besvær på nogenlunde lige kurs, men et hyl omme
fra bagsædet fik mig til at standse (samtale var umulig for spektaklet).
„Mit snøre- |
|
bånd er gået op," skreg Sune, og far steg ud, for blot at
konstatere et endnu betænkeligere forhold. Fede dampskyer rejste sig fra
kølerregionerne. Forsigtigt listede vi os hen til en tank. Køleren tom,
maskinen var trods termometervisning på 70° rygende varm. Køleren blev fyldt
op af en komplet uforståelig Essex-mand og de sidste kilometer til Harwich
blev tilbagelagt i et lidt mere adstadigt tempo.
Der var hylende storm på Vesterhavet, skibet var ni timer
forsinket, og vi blev bespist på selskabets regning. Der var god tid til at
ringe til sælgeren og påtale den kogende køler. Jo, det var ganske enkelt.
Termostatstyringen til kølergitteret fungerede ikke, så gitteret skulle blot
åbnes manuelt, hvis man ville køre stærkt. Og det havde været rart nok at
have fået det at vide, før man kørte stærkt.
Omsider kunne vi køre ombord. Paskontrollen gjorde honnør og
bemærkede, at det var "a handsome motor-car, sir" - og det lunede ligesom
lidt i den klamme december-luft. Folket ombord surrede Bentley'en
forsvarligt fast, skibet truttede farvel til havnen, og 24 timer senere stod
vi på Esbjergs let gyngende kaj.
Kølergitteret blev åbnet, kursen sat mod København, og midt på
Lillebæltsbroens lange stigning sagde motoren som et ma-
|
|
skingevær og gik i stå. Nye dampskyer. Gitteret havde
selvfølgelig lukket sig igen. Var den nu brændt totalt sammen? Nej, det gør
en 3½ ltr. ikke. Jeg lod den rulle ned ad broens modsatte side, indlagde 3.
gearet og slap koblingen. Eureka (eller hvad-det-nu-er-man-siger) ! Ganske
vist kun på fem ben, men med muskler nok til en hæderlig fart resten af
vejen.
Hans Pilegård-Christiansen tog bilen under sin meget kompetente
vinge, og da han var færdig spandt motoren (selvfølgelig) som en veltilfreds
kat, bremserne bremsede, og den gik glat igennem syn.
I sommerens løb deltog vi i en del arrangementer, alle fornøjelige,
selv om jeg må erkende, at der var ét lille problem, der består i, at
Bentley'en ikke ligefrem indbyder til at holde sig i en række
langsomtkørende biler (dette sagt aldeles uden „pral"), men forlanger at få
lov til at strække ud en gang imellem.
Dagen før den skulle i vinterhi blev kølerfiguren stjålet -
undertegnede klovn havde for første gang glemt at skrue den af (en ny er
siden hjemkommet fra England) - og for ligesom at understrege, at den slags
ikke sker ustraffet, knækkede en bagaksel samme eftermiddag. Jeg håber, vi
kan rulle igen til sommer. (fortsættes side 33)
|
|
