|
Jeg er blevet opfordret til at skrive om mig selv og mine
biler, det gør jeg med glæde, der findes næppe noget interessantere end
netop disse to ting.
I et af de foregående numre læste jeg om en herre der
efterlyste indlæg om hvorfor og hvordan man bliver smittet af sort olie,
fedt og rust, hvilket hermed gøres:
For en tre år siden var jeg den type der åbnede motorhjelmen
på den gode brugsvogn, så fortvivlet på roderiet af motordele og
ledninger der startede i det ukendte og endte i det uvisse, smækkede låget
i, tilkaldte Falck eller mekaniker, altsammen såre fornuftigt og rationelt.
Så en dag bringer min svigersøn stolt en „bobbel" hjem
til huset, et gammelt gennemrustet lig som bare lige skal pudses op, og så
er de motoriserede. Der blev nu temmelig megen oppudsen før den kom gennem
synet, men jeg mærkede hvor det „gibbede" i mig for at lege med,
selvfølgelig kunne jeg gøre det meget bedre, men
|
|
beherskede mig og kom kun med gode uønskede råd - det er meget sikrere -
samt når mit gode hjerte løb af med mig - kørte byærinder.
Forruden skulle slibes op, der var ridser i, og da jeg
afleverede den hos glarmesteren stod der i gården et chassis til en bil
samt en hel bunke gammelt rusten blik og nogle kasser opstablet under en
pressenning, det var såmænd min ungdoms drømmebil, en 2 pers. Morris 8,
damen forklarer at det er hendes søn der er i gang med at restaurere den,
hvortil jeg overlegent bemærker, at når han er træt af det, kunne det
være at jeg ville købe den.
3-4 måneder senere ringer telefonen, og en ung mand siger at
jeg vil købe hans bil, i mellemtiden havde jeg selvfølgelig glemt alt om
den Morris 8, bacillen var endnu i kroppen, så jeg fortalte ham at jeg
havde tilstrækkelig med bil, og hvor han havde den idé fra - nå, enden
blev at jeg købte skrottet, og han gjorde en god forretning.
|
|
Nu har jeg en frygtelig mani med altid at gøre det modsatte af hvad
kompetente folk, såsom overlæger, min kone etc., siger, og da jeg har
leddegigt siges der en hel masse kloge ting om hvad jeg kan og ikke kan, og
at begynde at restaurere biler - så Morris'en blev færdig 3/4 år senere,
den blev forøvrigt aldeles nydelig og sidste sommer kørte jeg næsten
14.000 km med den uden et nøk, bortset fra at den tabte det højre baghjul
2 gange samt at den var meget ømfindtlig i regnvejr, strømfordeleren har
et skjult kompleks, men hvad, det er jo en solskinsvogn.
Det gav rigtig blod på tanden, jeg måtte imidlertid forære
min kone vognen - for at undgå skilsmisse - åndelig grusomhed og
forsømmelse af de ægteskabelige pligter - I ved, hus og have, dryppende
vandhaner, uslåede græsplæner og andre lignende ligegyldige petitesser.
Hun foretrak heldigvis Ford'en med automatgear og hestekræfterne, så jeg
kørte i Morris'en.
|
|
