|
Medens jeg gik
og puslede med den havde jeg imidlertid fundet min drømmebil i en
bog mine døtre havde givet mig til jul, en Aston Martin Mark II,
det var lige sagen, og i stilhed forhørte jeg mig omkring, der var
jo ingen grund til at skabe misstemninger før det var nødvendigt,
men fik de nedslående oplysninger, at det var lettere at få en bid
af
|
|
månen, men alligevel - jeg begyndte at abonnere på det
engelske „Motor-Sport".
Og der i november 72 står så annoncen, en oberst i
England må modstræbende skille sig af med sin A. M. da han ikke
mere kan komme ned i den, grundet en knækket hofte. Udmærket
køreklar stand M. O. T. etc. etc., trænger kun til at blive „shinet
up".
|
|
|
Jeg skriver øjeblikkelig og får et pænt svar, at han ikke havde tænkt
sig at sælge den ud af landet og kun virkelige bilelskere kunne komme i
betragtning etc., jeg farer i blækhuset igen og prenter min sjæl på
papiret tillige med fotografier af Morris'en på alle stader af
færdiggørelsen, og får et noget mere venligt svar, tillige med prisen -
som jeg dog af fornuftsgrunde øjeblikkelig ser bort fra.
Efter megen korrespondance frem og tilbage, hvor jeg får
oplyst alt om vognens liv og levned, små særheder etc., beslutter jeg mig
til at tage over og se på den, hvilket jeg meddeler obersten.
Vel ankommen til en idyllisk plet i Devon bliver jeg modtaget af alle
tiders søde mennesker, som englænderne er når de er bedst, der insisterer
på at jeg bliver weekend'en over, det går først op for mig senere, at jeg
skal vejes på en brevvægt, den vogn skal ikke bare udleveres til hvem som
helst.
Det viste sig heldigvis hurtigt at vi var på
bølgelængde og at jeg kendte mere til A. M. historien end han, vi blev så
fine venner at jeg fik vognen betydeligt billigere end de skriftlige tilbud
han viste mig, den skulle bestemt ikke sælges for at blive pudset op og
eksporteret til Amerika.
|
|
