|
i England, og det var mange, for jeg ønskede motoren i virkelig l. klasses
stand.
„Skroget" tog jeg mig selv af, fuldstændig adskillelse,
chassisramme til varmgalvanisering (nej, den kastede sig ikke), skærmene
var stærkt gennemtærede, så jeg turde ikke selv gå i gang med
svejsningen, her måtte en pladekunstner til, og jeg fandt heldigvis en af
de sidste - resten af vognen var i aluminium, så her var ikke mange skader,
bortset fra buler, men de kunne ordnes med en gummi- og vinyl- hammer.
Træværket var delst ask, dels krydsfiner, her måtte næsten alt fornyes,
fineren var delt i løse blade, godt gennemhullet af orme så det hele
smuldrede bort, asketræet mørt og råddent. Mange steder sad dog de
skønneste håndsmedede vinkler og støtter som det var en ren svir at gøre
i stand.
Alle jerndele blev renset i petroleum, derefter 24 timer i
fosforsyre (rustfjerner), så afvaskning og til slut en god tur på den
roterende stålbørste. Grundfarve (wash-primer) og 3 gange lak.
Større dele blev enten varmgalvaniseret eller metaliseret,
såsom skærmene (her var der fare for at de ville slå sig på grund af
spændingen i metallet efter svejsningen). ,Som forchromer valgte jeg J.
Chr. Jensen
|
|
på Amager, engelsk standard — førkrigs
kvalitet, hvilket indebær 7 gange kobber og nikkel samt endelig chrom. Jeg
var blevet klog af skade med Morris'ens alm. forchromning, afskalning efter
l år. Til gengæld bad jeg om nøglen til fabrikken da jeg fik regningen,
men det viste sig at det ikke var den jeg havde købt.
Udstødning blev fremstillet af Dandanell, et sjældent smukt
stykke håndværk, i rustfrit stål, ligesom han foretog alle svejsninger og
opbygning af motorens aluminiumsdele.
Stole og hynder i læder, samt kaleche og overtræk blev lavet
aldeles fremragende af Erling hos Star Autokonfektion, indtræk i læder og
polstring etc., satte jeg selv i.
Maling er jo et kapitel for sig, den skulle vel egentlig have
været „racing green" men efter min mening er det en dødkedelig
farve, så jeg benyttede en hjemmeblandet metallic green. (Jeg blev først
senere klar over hvor vanskelig en sådan farve er at arbejde med). Også
først langt senere, foråret 74, blev jeg klar over at den næsten
nøjagtig er magen til den farve Sommers SS 100 har.
Pladerne blev renset i tre omgange Bums, vasket af i fortynder
og derefter slebet med fin smergellærred.
Sprøjtning med „wash-primer" der virkelig
|
|
kelig binder på aluminium, derefter 3 gange sprøjtning med grundfarver med
mellem liggende spartlinger og vandslibninger, her kan det betale sig at
bruge forskellige farver, således at man kan se når man sliber igennem det
øverste lag. Til slut 10 til 12 gange lak.
At sætte karrossen sammen igen, viste sig at være et større
problem end beregnet, idet endog meget små afvigelser i det nye træværk
gav enorme tilpasnings-vanskeligheder og hvad værre var, ridser i lakken,
der var umulige at reparere usynligt (takket være metallicfarven), men
sammen kom den da en gang i oktober.
Det elektriske, ja, når man nu kender en fyr der er helt vild
med at lave sådan noget, og laver det betydeligt bedre og 6 gange så
omhyggeligt som en professionel, så ville det da være synd at lave det
selv. Ledninger på 0.75 kvadrat kender han ikke, l½ kvadrat er det
mindste, nul spændingstab her, at så bundterne bliver så tykke at de ikke
kan komme igennem de respektive huller gør mindre, at instrumenterne
repareres betydeligt bedre af ham er kun en selvfølge. Skiverne kunne jeg
selv trykke, det er iøvrigt Smith's og Jaegers instrumenter, så hvis nogen
står i bekneb for nve skiver kan de bare sige
|
|
