Bilhistorisk Tidsskrift  NR. 40  -  EFTERÅR 1974     side   14

  

vogne med, gik som sædvanlig stilfærdig omkring og ventede. Han trænede ikke meget. Det var, som man kunne se på ham, at han kendte sine maskiner og vidste de var i orden. Men han passede på dem som en smed."
   Ja, sådan er stilen. Vi får også at vide at Kordewanns Stoewere, lille og store cigar, er lillablå, og Jacobs Brennabor grøn, men at det var Ferdinand Porsche der havde konstrueret de to omtalte Austro Daimlere, og hvordan de var indrettet, står der ikke noget om, dog oplyser resultatlisten mod sædvane at den ene er på 1.100 og den anden på 1.500 ccm.
   Løbene blev afviklet på den måde at der om lørdagen (efter træning de foregående dage) blev kørt en kilometer med flyvende start, først i den ene retning og så i den anden, med gennemsnittet som endeligt resultat.
   Der blev startet i otte motorcykel- og syv bilklasser, efter motorvolumen.
   Det var første gang hastighedsløbet blev kørt i begge retninger, for at give mulighed for international anerkendelse af rekorder.
   Dette program nåede man ikke igennem som planlagt om lørdagen, fordi det blev højvande ved 16-tiden. Så de store vogne kom først til søndag formiddag.

  

   Derefter var der handicaps for motorcykler og biler, i indledende heats, mellemheats og slutheats. Hvert køretøj kunne kun deltage med én fører.
   DSB indsatte ekstratog for at bringe tilskuerne til Esbjerg, og der sejlede fire færger i pendulfart mellem Esbjerg og Fanø, foruden fiskerbåde.
   Et partoutkort kostede til begge dage, ind. skat, 10 kroner, saddelplads 6 kroner per dag og førsteplads 2 kroner. På andendagen var der totalisator.
   På forhånd var der stillet store forventninger til Malcolm Campbells 350 hk Sunbeam racer, der havde sat adskillige rekorder på Brooklandsbanen. Men Campbell og vognen udeblev. Det største køretøj var derefter briten Scarisbricks Benz-Mercedes på 230 hk.
   Denne vogn har til i dag været noget af et mysterium, men nu tror jeg at have fundet løsningen - den afsløres i billedteksten. Vognen klarede i øvrigt kun en tredjeplads i sin klasse.
   Stævnet forløb uden dramatik, den regn der truede ventede med at falde til bagefter og da det ordinære program var afviklet om søndagen indvilgede førerne af de tre kraftigste vogne i at køre en afsluttende dyst over 2.000 meter. Det var Jörns i 100 hk Opel, Kordewan i Stoewer 120

  

hk og Scarisbrick, og Jörns gik over målstregen 30 meter foran de andre to.
   Jorns banerekord med Opel-vognen blev 18.58 sek. for kilometeren i den ene retning (ca. 190 kmt), i den anden var tiden 21.04 sek., og Jörns havde slået den rekord på 21.69 sek. som John F. Duff året før satte med en FIAT.
   For motorcyklisternes vedkommende var det „Den Røde Djævel" Helle-Broe der på sin røde 998 cm 4/6 hk og i sin røde sweater fik rekorden med 25.66 sek. den bedste vej.
   Der blev kørt Fanøløb to gange til. Men i 1924 gik det galt, da en ring sprang af højre forhjul på Campbells Sunbeam og dræbte en dreng. Det bevirkede at der aldrig mere blev kørt hastighedskonkurrence på strandbredden,                               or


Nissens meriter
Trykkernissen havde drevet slemt gæk med os i sidste nummer, da den trods vore ihærdige anstrengelser for at forebygge det havde byttet om på billedsiderne 17 og 18 med de engelske gæster. Den opmærksomme læser har naturligvis opdaget at teksterne på de modstående sider ikke passede til billederne, men vi håber at nissen har græmmet sig og aldrig vil gøre det mere.