Bilhistorisk Tidsskrift  42/1975     side 22

henvender sig igen for at få resultatet, kan man godt blive skuffet, når man i tilgift mistænkes for at være sygnet hen.

Det har altid hørt til de mere glædelige adspredelser at få et nyt nummer af Bilhistorisk Tidsskrift ind af døren. Netop herfor virkede det som lidt af et slag i ansigtet på en registerformand at åbne det nys udsendte efterårsnummer med den kontante trussel om slettelse af listen på side2, hvis man ikke omgående farer i blækhuset. Da jeg forudser, at der rundt omkring sidder sektionsledere, der af tidsmæssige eller andre grunde ikke føler sig tilskyndet til at indsende rapport over deres aktiviteter, som vel egentlig også snarere burde tilsendes formanden end redaktøren, vil jeg gerne på „standens" vegne, have lov at komme med nogle betragtninger angående det lidet misundelsesværdige hverv det er at stå for en sådan sektion eller register.
    Da jeg i sin tid gik ind på tanken om at danne et register for det mærke, der står mit hjerte nærmest, var det af rent idealistiske grunde. Jeg indså, at det ville være til fælles bedste, hvis alle tips og oplysninger blev samlet i en slags central, hvorfra de så kunne meddeles til de medlemmer.

  der havde brug derfor. Stor var derfor min skuffelse, da det viste sig, at det med en enkelt undtagelse var et udpræget one-man show, jeg havde indladt mig på. Ingen tænkte tilsyneladende på, at når man ikke selv bidrager med oplysninger, ja så er der heller ikke noget at give videre til andre. og de få ejere jeg kunne opføre i mit kartotek, måtte jeg selv opsnuse ved en slags detektivarbejde. På det tidspunkt var der til og med et bestyrelsesmedlem, som ejede en vogn af mærket - men Jeg hørte aldrig fra ham!!
    Den eneste lejlighed hvor man hører fra medlemmerne, er når de mangler oplysninger af en eller anden art, og alligevel tør jeg vist sige, at alle får det bedst mulige svar. Selv søger jeg altid at hjælpe efter bedste evne og har aldrig afvist nogen. som anklagen lyder. Bevares, det er ikke altid, bl. a. af ovennævnte grunde, muligt at give et så positivt svar som det kunne ønskes, og i nogle tilfælde er man nødt til at fremskaffe data etc. Har man herefter stået på hovedet i sit materiale i en times tid eller mere. og vedkommende så ikke

    Det er rigtigt, at der i bladet har været opfordret til livstegn fra sektionsledere og registratorer, men måske har andre som jeg valgt at meddele sig direkte til deres registres medlemmer. Herved kan en meddelelse nå ud med dags varsel, hvorimod det i bladet i værste fald kan tage op til seks måneder!
    Der skal således endnu engang lyde en stærk opfordring til at slutte aktivt op om sektioner og registre og ikke bare skyde på pianisten - han gør sikkert allerede sit bedste, men kunne givet gøre meget mere med lidt opbakning — fra klub til sektion. Jeg erindrer endnu et tilfælde, hvor et medlem havde sendt værdifuldt og uerstatteligt lånt materiale til klubben, i den hensigt at det skulle overgives til registret til kopiering, men det tog flere måneders brevveksling at fremskaffe det „syltede" materiale. så det kunne returneres til det nervøse medlem. Måske kunne det hjælpe lidt på den manglende kommunikation, hvis der blev opført telefonnumre i oversigten på side 2?
    Til slut en tak til Jaguar & SS Registret tor godt samarbejde i indeværende kalenderår.
                  Venligst Poul Jørgensen