Bilhistorisk Tidsskrift  43/1975   side 10

rievogn fra 1913 (den eneste i Europa), som ejeren på grund af dens enorme ac- celeration nød at køre i — eller på, og en- delig til i 5 min. at se på Rolls-Roycen. Jeg forstod da, hvorfor han ikke havde haft billeder med til Beaulieu, idet jeg da var blevet afskrækket. Jeg nåede at se chassisnummeret, at der ikke var rørt en

skrue på den efter hjemkomsten til Eng- land, at der sad de originale glimmertænd- rør på den, at sæder og flere døre var re- vet af den, at skærme og instrumenter så ud til være voldtaget med en forhammer, og at alt var dækket af et tykt lag ørken- støv.
   Vi snakkede lidt om den. Han fortalte,

Billederne er taget i ørkenen

at en dag hans bror lagde an til landing ude i ørkenen, så han Packard'en og Rolls-Roycen dernede. Han købte dem begge i 1971 af Sultanen, hans arbejds- giver. Der havde været borgerkrig i Oman, man havde væltet Rolls-Roycen om på siden for at kunne skyde i ly af den, hvorfor et hjul var brækket sammen i egerne, og der var skudhuller i skærmene. Efter krigen havde man slæbt den ud i ørkenen, hvor araberbeduinerne havde stjålet sæder til teltene og skruet af, hvad de kunne med fingrene. Det er tydeligt, at de ikke har haft skruetrækker og svensknøgle - heldigvis.
    At få bilerne hjem fra Oman viste sig at være et problem. Der var ingen regulær havn dernede, så hjemtransporten med skib var umulig. Man forhørte sig om et lastvognstog, men det ville koste 70.000 kr. i fragt, og endte i stedet ved fragtfly. For at billiggøre luftfragten skulle bilerne med, når flyet passerede. De fik kun 24 timers varsel til at stille med bilerne på flyvepladsen. Da Rolls-Roycen havde stået i mindst 20 år i ørkenen, var dækkene